Ukraines EM-skæbne afgøres i skygge af krigen

26. MAR 2024 • 11:45SPORT

Ukraine møder tirsdag aften Island i et direkte opgør om en plads ved sommerens EM i Tyskland.

Der er en billet til sommerens EM i fodbold på spil, når Ukraine tirsdag aften står over for Island i den afgørende playoffkamp.

Ukraine har på papiret hjemmebane, men på grund af krigen i landet som følge af Ruslands invasion, spilles kampen i polske Wroclaw.

Krigen i hjemlandet fylder naturligvis i hovedet på de ukrainske spillere.

Det fortæller landstræner Serhiy Rebrov på pressemødet forud for kampen mod Island.

- Jeg har set, hvordan spillerne sidder på deres telefoner for at se, hvad der er sket i Ukraine. Det er hårdt for dem, fordi de har familie der, siger Rebrov.

Mandag blev Ukraines hovedstad, Kyiv, ramt af et russisk missilangreb. Angrebet kom efter en weekend, hvor Rusland med flere angreb ramte Ukraines elnetværk.

- Denne kamp er meget vigtigt for os for at hjælpe vores folk og for at bidrage med nogle følelser. Jeg har sagt til vores spillere, at de skal gøre det, de elsker, og det de kan på banen. Tirsdag skal de fokusere på kampen og ikke tænke på andre ting, siger landstræneren.

Islands landstræner, Åge Hareide, udtrykker sin sympati med det ukrainske folk, men ønsker at fokusere på tingene på banen.

- Som et demokratisk land sympatiserer vi med Ukraine. Island har, som mange andre lande, taget imod ukrainske flygtninge. Men vi er atleter, og vores opgave er udelukkende at fokusere på fodbolden, siger Hareide.

- Ukraine er stærke. Men det er en finale tirsdag, og der er ingen favorit i sådanne kampe. Jeg ser det som en 50-50-kamp, men hvis folk betragter Ukraine som favorit, kan det putte et pres på dem. Det kan måske være til vores fordel, siger den islandske landstræner.

Det er de tre sidste deltagere til sommerens EM, der tirsdag aften skal findes. Ud over mødet mellem Ukraine og Island, skal Wales møde Polen, mens Grækenland står over for Georgien i kampen om en EM-billet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU