Sydkorea vil genopleve VM-minderne fra 2002

5. DEC 2022 • 08:51SPORT

Sydkorea kommer på en svær opgave ved VM i ottendedelsfinalen mod Brasilien, som vandt seneste møde 5-1.

Den ene overraskelse efter den anden førte i 2002 værtsnationen Sydkorea hele vejen til semifinalen ved VM.

Sydkorea forbløffede dengang ved sende Italien og Spanien ud af de første knockoutrunder, før semifinalen blev tabt knebent til Tyskland.

De minder fylder stadig i sydkoreanernes bevidsthed forud for mandagens ottendedelsfinale mod Brasilien i Qatar.

- Vi har gode minder fra 2002, da vi endte blandt de sidste fire hold, og det ønsker vi at genopleve, siger wingbacken Kim Jin-su ifølge AFP på et pressemøde søndag.

- Vi har ventet så længe på at nå knockoutkampene, og vi ønskede virkelig at komme så langt.

Det er første gang siden 2010, at Sydkorea er nået til ottendedelsfinalerne. Og blot tredje gang i landets VM-historie.

For Sydkorea er det nok meget godt, at det ikke er korttidshukommelsen, der fylder mest op til opgøret.

Da brasilianerne i sommer var på besøg i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, tog de hjem med en storsejr på 5-1. I den testkamp scorede Neymar to mål, og han forventes klar til ottendedelsfinalen.

Sydkorea har dog stor tro på egne evner.

- Selvfølgelig bliver det en udfordrende kamp. Vi vil rigtig gerne vise alle, hvad vi kan, og vise, hvad vi har ventet 12 år på.

- Vores kampånd bliver vigtig. Vi skal ofre os selv for holdet, lyder det ifølge Reuters fra Kim Jin-su.

Sydkoreanerne havde marginalerne på deres side, da de gik videre fra det indledende gruppespil.

I sidste spillerunde kom holdet bagud til Portugal, som allerede var videre, men formåede alligevel at vinde 2-1 til sidst.

En sejr på 2-0 til Uruguay over Ghana i kampen, der blev spillet samtidig, betød, at Sydkorea gik videre på reglen om flest scorede mål.

Sydkorea møder Brasilien klokken 20 dansk tid.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU