Slovener vipper akkurat Vingegaard af pinden i Kroatien

2. OKT 2022 • 20:07SPORT

Matej Mohoric blev nummer to på sidste etape og vinder CRO Race med et sekund til Jonas Vingegaard.

Et sekund skilte søndag Jonas Vingegaard fra den samlede sejr i CRO Race, der var danskerens første løb siden sommerens Tour de France-triumf.

Slovenske Matej Mohoric (Bahrain-Victorious) blev nummer to på 6. og sidste etape af CRO Race og vandt løbet samlet på indsamlede bonussekunder.

Vingegaard tabte tid på søndagens første indlagte pointspurt, hvor forfølgerne Mohoric og Oscar Onley (DSM) tog henholdsvis tre og to sekunder på danskeren.

Og siden var Mohoric også med i den afgørende spurt på målstregen, men måtte dog se sig slået af Elia Viviani (Ineos).

Det gav ham yderligere seks sekunder, og dermed havde han hentet og overhalet Vingegaard med en minimal margin.

Vingegaard blev nummer 14 i samme tid som etapevinderen, men havde ikke lyst til at sprinte med for alvor.

- Jeg er ikke sprinter og vil ikke blande mig i feltets sprint. Jeg ville gerne have vundet løbet, men det er, hvad det er.

- Mohoric samlede nok sekunder, og han fortjener det. Det er også en del af cykling, siger en afklaret Vingegaard til Jumbo-Vismas hjemmeside.

CRO Race er det første officielle løb, Jonas Vingegaard kører, siden Tour de France-sejren i sommer.

Både torsdag og lørdag kørte han først over stregen, og han startede søndagens flade etape mod Zagreb med otte sekunder ned til Onley og Mohoric.

Efter den første spurt tog et udbrud sig af bonussekunderne frem mod afslutningen, hvor feltet hentede udbruddet på de to omgange i den kroatiske hovedstad.

På anden og sidste omgang blev tempoet sat i vejret, og Bahrain forsøgte at køre Mohoric i stilling.

Et styrt med mindre end to kilometer til stregen kostede et par stærke folk deres plads i spurten, og Vingegaard kunne blot se til, at Mohoric ligesom vinder Viviani jublede på målstregen.

I CRO Race deltog Vingegaard som kaptajn på et Jumbo-Visma-mandskab, der ud over danskeren bestod af relativt upåagtede hollændere.

Løbet fungerede for den danske stjerne som opvarmning til hans sidste store mål i 2022, Lombardiet Rundt, der afvikles lørdag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU