Juventus spærrer HB Køges vej til Champions League

28. SEP 2022 • 22:24SPORT

HB Køge måtte se sig slået 2-0 af Juventus og kommer ikke i Champions League-gruppespillet.

Der bliver ikke noget Champions League-gruppespil for HB Køges kvinder i denne sæson.

Som frygtet blev italienske Juventus for stor en mundfuld for den danske mesterklub, der tabte returkampen med 0-2. Det første opgør i Køge var endt uafgjort 1-1.

Før dobbeltopgøret erklærede Køge-træner Søren Randa-Boldt Juventus for 90-10-favorit. Han fik ret i den vurdering, men hans spillere strittede langt henad vejen godt imod.

Det var dog en ordentlig streg i regningen, at man i returkampen kun holdt stand indtil det 11. minut. Da steg islændingen Sara Björk Gunnarsdóttir til vejrs og headede en aflevering fra Julia Angela Grosso i Køges mål.

Juventus havde Sofie Junge med fra start på midtbanen, mens en anden dansker, Matilde Lundorf, tilbragte hele kampen på den italienske udskiftningsbænk.

Herfra kunne hun se Juventus have et overtag i både antallet af skud på mål og i almindelig boldbesiddelse.

Men så længe stillingen var 1-0, var de danske gæster stadig helt inde i kampen om en billet til gruppespillet og de medfølgende omkring tre millioner startkroner.

Spændingen holdt indtil 13 minutter før tid, hvor indskiftede Sofia Cantore øgede Juventus-føringen til 2-0.

Målet faldt, umiddelbart efter at Randa-Boldt med en dobbeltudskiftning havde forsøgt at bringe sit hold tilbage i kampen.

Det træk fik ingen effekt, og HB Køge fightede forgæves mod overmagten. I modsætning til sidste sæson bliver kvindernes Champions League-gruppespil uden dansk deltagelse.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU