FCK skærper indsats mod pyroteknik efter stor straf

8. DEC 2022 • 17:23SPORT

FC København tager Uefas straf til efterretning og opfordrer fans til at overholde reglerne for pyroteknik.

FC København vil øge sin indsats mod sine tilskueres brug af pyroteknik.

Det siger klubbens direktør, Jacob Lauesen, torsdag til klubbens hjemmeside, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har givet klubben en markant straf.

- Vi vil skærpe vores indsats for at mindske brugen af pyroteknik, og vi må endnu engang opfordre kraftigt til, at vores fans overholder reglerne. Det har meget alvorlige konsekvenser for både klub og fans at bryde dem, siger Jacob Lauesen.

Straffen falder efter FCK's hjemmekamp mod Dortmund i Champions League i efteråret. Her havde FCK ikke godt nok styr på fansene, pyroteknik og sikkerhed ifølge Uefa.

Det giver dem en samlet bøde svarende til 588.000 kroner samt en nedlukning af B-tribunen, hvor FCK's fanfraktion Sektion 12 holder til, i holdets næste europæiske kamp.

- Vi tager straffen til efterretning. Det ærgrer os meget, at tilskueradfærden til kampen har så store økonomiske og markante sportslige konsekvenser for klubben.

- På trods af, at vi i forbindelse med kampen gjorde en stor indsats for at undgå problemer på tribunerne, må vi også erkende, at der var en farlig, massiv og helt uacceptabel brug af pyroteknik, som klubben nu bliver straffet for, siger Jacob Lauesen.

Kampen på banen mellem FCK og Dortmund sluttede 1-1. FCK blev sidst i gruppen og skal ikke spille flere europæiske kampe i indeværende sæson.

Derfor bliver tribunestraffen først effektueret i næste sæson, såfremt FCK skal spille i Europa der.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU