Ankelskade holder Eriksen ude det meste af foråret

31. JAN 2023 • 13:30SPORT

Manchester United vurderer, at skadede Christian Eriksen tidligst kan være tilbage i slutningen af april.

Christian Eriksen kommer tidligst i aktion igen sidst i denne sæson.

På grund af den ankelskade, han pådrog sig i weekenden, forventer hans klub, Manchester United, at han først er klar igen i slutningen af april eller begyndelsen af maj.

Sådan lyder prognosen efter de indledende undersøgelser, oplyser United på sin hjemmeside.

Eriksen udgik af lørdagens pokalsejr mod Reading, efter at han blev tacklet af hensynsløst af Andy Carroll, som senere fik rødt kort i kampen.

Den danske landsholdsspiller lå og ømmede sig i græsset i et halvt minut, inden han rejste sig og spillede kortvarigt videre.

Eriksen udgik efter en lille times spil, og efter kampen forlod han Old Trafford på krykker.

Den danske stjerne kom til United op til sæsonen og har spillet 31 kampe for klubben siden ankomsten.

Han er indtil videre noteret for to mål og ni assister for den engelske storklub. Syv af dem har han begået i Premier League, og dermed er han kun overgået af Manchester Citys Kevin De Bruyne, der har lavet 11 måloplæg.

Premier League-sæsonen slutter 28. maj, og dermed kan Eriksen muligvis nå den sidste håndfuld kampe i ligaen, hvor United aktuelt ligger nummer fire.

Eriksen kan også nå at blive klar til finalen i FA Cuppen 3. juni, hvis United ellers klarer sig igennem de næste tre runder. Med sejren over Reading avancerede United til ottendedelsfinalen.

- Der er håb for, at Christian kan vende tilbage og spille en rolle i den sidste del af sæsonen, skriver United på sin hjemmeside.

Skaden betyder samtidig, at Eriksen er ude af billedet til Danmarks første kampe i EM-kvalifikationen.

Danmark indleder kvalifikationsturneringen hjemme mod Finland 23. marts og møder tre dage senere Kasakhstan på udebane.

De næste betydende kampe mod Nordirland og Slovenien spilles i juni, hvor Eriksen formodes at være tilbage.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU