Saks til at klippe stillads er faldet ned i ruinerne i Børsen

19. APR 2024 • 10:38INDLAND/KRIMINAL

Ved hjælp af en saks ville beredskab klippe stillads ved nedbrændt Børsen. Tabt saks forsinker arbejde.

Saksen fra en af de store maskiner, der arbejder på stilladset over børsbygningen i København, er faldet ned i ruinerne.

Det viser billeder fra stedet.

Det sker, mens indsatsleder i Hovedstadens Beredskab Tim Ole Simonsen står og giver en opdatering på arbejdet til et kort pressemøde fredag formiddag.

- Hvis saksen ligger der, hvor jeg tror den ligger, så vil det forsinke arbejdet yderligere, siger han.

Fredag har der været to kraner med store maskinsakse arbejdet ved Børsen.

De har til formål at klippe stilladset op, der har stået rundt om børsbygningen for at skille stilladset på den raske del af Børsen fra den nedbrændte del.

- Jeg tænker, at det er åbenlyst, at det ikke gør, at arbejdet kommer til at gå hurtigere, siger Tim Ole Simonsen.

Han skal nu med beredskabet forholde sig til, om hvorvidt saksen kan trækkes op fra ruinerne og i givet fald hvordan.

For enden af kranen kan man kort tid efter se, at det strømmer ud med olie fra det hul, hvor kranen sad fastmonteret.

Inden saksen faldt af fortalte Tim Ole Simonsen, at den indsats der er i gang med at klippe stilladset op kan komme til at trække ud.

- Det kan i hvert fald tage dage, lød det.

Tim Ole Simonsen vil ikke give et tidsestimat, da der kan ske meget på kort tid, hvorfor det er uvist, hvor længe indsatserne varer.

Saksen var i gang med at klippe dele af det stillads, der hælder ind over ruinerne fra den nedbrændte del af børsbygningen.

Her skulle stilladset, der sidder fast i den raske bygning, adskilles fra det tiltende stillads.

Den indsats er sat i værk for at sikre den raske del af Børsen bedst muligt.

En af ydermurene på den nedbrændte del af bygningen kollapsede torsdag sen eftermiddag. Det har medført, at der er flere spændinger i bygningen, da store dele af stilladset er væltet med ned.

Tim Ole Simonsen siger, at når stængerne fra stilladset bliver klippet, springer de fra hinanden på grund af spændingerne.

- Derfor foregår denne indsats i et roligt tempo.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU