Patienter med nældefeber efter coronavaccine får genoptaget sager

23. DEC 2022 • 09:33INDLAND/KRIMINAL

Patienterstatningen genoptager fem afviste erstatningssager fra personer med bivirkninger efter coronavaccine.

Fem patienter, der har fået afvist en ansøgning om erstatning for bivirkninger efter en coronavaccine, får genoptaget deres sag.

Det skriver Patienterstatningen i en pressemeddelelse fredag.

Det drejer sig om fire sager vedrørende kronisk nældefeber som bivirkning til vaccinerne fra Pfizer og Moderna.

Desuden genoptager Patienterstatningen også en sag om tinnitus som bivirkning til vaccinen fra AstraZeneca. Her har man gennemgået i alt otte afgjorte sager.

I alt har Patienterstatningen gennemgået 13 afviste sager om nældefeber. Fem af dem vil der altså blive kigget på igen.

Ifølge Patienterstatningens direktør, Karen-Inger Bast, er det et område, man løbende bliver klogere på.

- Vi genoptager sagerne, hvis det viser sig, at patienterne alligevel kan have ret til erstatning. Så skal de ikke selv holde sig opdaterede.

- Nu bliver næste skridt at vurdere, om patienterne for eksempel har fået nældefeber i så alvorlig grad, at det kan give erstatning, lyder det i pressemeddelelsen.

Patienterstatningen har desuden anerkendt 22 sager om kronisk nældefeber de seneste måneder.

For at loven giver ret til erstatning, skal kronisk nældefeber være alvorlig og varig.

For de andre bivirkninger gælder også, at patienter grundlæggende skal have fået et varigt mén eller have været sygemeldt i længere tid.

Ifølge Patienterstatningen gælder det for tinnitus, at patienten skal have fået nedsat hørelse. Patientens tinnitus skal også være opstået i "nogenlunde tidsmæssig sammenhæng" med vaccination.

Også kraftige menstruationsblødninger er blevet anerkendt som bivirkning til de to vacciner.

For at give erstatning skal det føre til længere sygemelding eller give varigt mén.

Der har kun været en ansøgning fra en enkelt kvinde, som oplevede kraftig menstruation, oplyser Patienterstatningen. Kvinden havde dog ikke været sygemeldt på grund af den kraftige blødning.

Har man fået vedvarende bivirkninger, opfordrer Patienterstatningen til at henvende sig.

- Hvis man har fået alvorlig bivirkning, så skal man endeligt kontakte os. Det kan for eksempel være kronisk nældefeber eller tinnitus med hørenedsættelse i tidsmæssig sammenhæng med vaccinen, siger Karen-Inger Bast.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU