Overlæge finder vaccinetilbud forsvarligt selv om godkendelse mangler

26. MAJ 2022 • 16:03INDLAND/KRIMINAL

Vaccine tilbydes til nære kontakter, selv om den ikke formelt er godkendt i EU til brug mod abekopper.

Danske sundhedsmyndigheder vil tilbyde en vaccine mod abekopper, selv om den formelt set ikke er godkendt i EU til formålet.

Og det er forsvarligt, vurderer overlæge og professor Thomas Benfield fra Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital.

- Den er godkendt andre steder. Og formålet - at forhindre at nogle bliver syge - opvejer efter min mening, at den endnu ikke er godkendt, siger han.

Fredag ankommer de første 200 doser af medicinvirksomheden Bavarian Nordics vaccine mod abekopper til Danmark.

Det sker, efter at sundhedsmyndighederne har besluttet at tilbyde vaccinen til nære kontakter til personer smittet med virussygdommen.

Vaccinen har produktnavnet Imvanex. Den er formelt set ikke godkendt i EU som vaccine mod abekopper.

Derfor skal den ifølge en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet gives off-label.

Vaccinen skal gives efter vurdering af en speciallæge fra henholdsvis Aarhus Universitetshospital og Hvidovre Hospital.

I USA og Canada derimod er Bavarian Nordics vaccine godkendt til brug mod abekopper.

Medicinalvirksomheden oplyste tirsdag, at den planlægger at søge om godkendelse til, at vaccinen må bruges mod abekopper i hele EU.

Imvanex er godkendt som koppevaccine. Og da kopper og abekopper er nært beslægtet, ser Thomas Benfield ikke problemer i at bruge vaccinen.

- Når en vaccine er godkendt til én indikation, har den været igennem en omfattende sikkerheds- og kvalitetsproces.

- Det gør det lettere og mere enkelt også at bruge vaccinen på andre indikationer, siger han.

Når det er henholdsvis Aarhus Universitetshospital og Hvidovre Hospital, der skal sige god for brug af vaccinen, handler det ifølge overlægen om praktiske hensyn:

- Så giver man de afdelinger en individuel mulighed for at kunne bruge vaccinen til henholdsvis patienter i Jylland og på Sjælland.

- Det er jo indtil videre på et niveau, hvor det kan håndteres de to steder, siger Thomas Benfield.

Lars Østergaard, professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital, forklarer, at lægerne er særligt opmærksomme på mulige bivirkninger.

- I og med at vaccinen ikke er formelt godkendt i EU, så bør anvendelsen af vaccinen ske under særlig opmærksomhed på for eksempel bivirkninger.

- Og der vil også være skærpet opmærksomhed på, om patienten har en risiko for ikke at kunne tåle vaccinen, siger han.

De nære kontakter, der vil få vaccinen tilbudt, er personer, der bor sammen med en smittet person eller har haft seksuelt samkvem med en smittet.

Danmark konstaterede det første bekræftede tilfælde af abekopper mandag. Tirsdag dukkede endnu et tilfælde op.

I begge tilfælde er sygdommen konstateret hos personer, der har været på rejse til Spanien.

Statens Serum Institut vurderer, at der er en lav risiko for, at abekopper spredes i den brede befolkning i Danmark.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU