OVERBLIK: Jordskred har kostet Randers Kommune millioner

24. APR 2024 • 14:22INDLAND/KRIMINAL

Det enorme jordskred ved Nordic Waste har været et dyrt bekendtskab for Randers Kommune. Få et overblik her.

Jordskreddet hos Nordic Waste i Ølst har kostet Randers Kommune millioner af kroner.

Folketinget har afsat 205 millioner kroner til at dække udgifterne, men det er langtfra nok, lyder budskabet fra kommunen på et pressemøde onsdag.

Her kan du få et overblik over forløbet:

* 19. december 2023 smed Nordic Waste håndklædet i ringen og overlod opgaven med at få et omfattende jordskred ved Ølst under kontrol til Randers Kommune.

* 22. januar blev Nordic Waste erklæret konkurs ved skifteretten i Randers.

* Samme dag besøgte statsminister Mette Frederiksen (S) Nordic Waste i Ølst, hvor hun sagde, at Randers Kommune "står med en kæmpemæssig opgave, og den skal de ikke stå med alene. Derfor betragter vi det også som et nationalt anliggende," lød det fra statsministeren.

* 26. januar oplyste miljøminister Magnus Heunicke (S), at regeringen har sat Kammeradvokaten til at undersøge, om ledelsen eller andre bag virksomheden kan drages til ansvar økonomisk eller strafferetsligt.

* 30. januar konkluderede en advokatundersøgelse udført for Randers Kommune, at Nordic Waste ikke overholdt miljøgodkendelsen. Kommunen har på den baggrund politianmeldt virksomheden.

* Efter konkursen i Nordic Waste afsatte Folketinget i februar 205 millioner kroner som garanti for Randers Kommune til at dække afværgeforanstaltninger i forbindelse med jordskreddet.

* 20. marts meddelte Kammeradvokaten, at DSH Recycling, der er søsterselskab til Nordic Waste og ejer grunden ved Ølst, kan drages til ansvar for jordskreddet ved Ølst.

* Randers Kommune har rettet et krav mod både konkursboet efter Nordic Waste og mod DSH Recycling på 120 millioner kroner fra hver af de to virksomheder. Det skal dække kommunens udgifter fra december og frem til konkursen 22. januar.

* 19. april sagde Magnus Heunicke i et interview til DR, at Randers Kommune ikke skal forvente flere penge fra staten ud over de 205 millioner kroner, der allerede er afsat. Han afviser, at det er udtryk for løftebrud.

Kilder: Ritzau, DR, TV2 Østjylland.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU