Foreløbig er der færre voldtægter på Roskilde Festival

1. JUL 2022 • 14:03INDLAND/KRIMINAL

Der er mere fokus på overgreb og grænser på den første Roskilde Festival siden Danmarks anden MeToo-bølge.

Seks gange er der anmeldt voldtægter eller forsøg på samme ved Roskilde Festival indtil videre i år.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi fredag.

Senest anmeldte en 18-årig kvinde en voldtægt på festivalen natten til fredag.

Kvinden har fortalt, at en mand i 30-40-årsalderen trak hende med ind på et toilet på festivalpladsen for at voldtage hende.

Dermed har der foreløbig i snit været en af den slags forbrydelser per døgn på festivalen ifølge en optælling fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Det er umiddelbart under niveauet fra de senere år, omend politiet tager forbehold for, at der stadig er knap to døgn tilbage af festivalen.

For eksempel blev der anmeldt 12 voldtægtssager, da Roskilde Festival sidst blev afholdt i 2019. Året før var der ni.

Siden da har Danmark taget en ny runde #MeToo-debat og fået en samtykkelovgivning.

Det har gjort emnet brandvarmt på festivalen, der har ry for at være et frirum til at skeje ud og glemme hverdagen.

Ude blandt deltagerne mærker man også, at der bliver talt mere om emnet.

Unge kvinder deler anekdoter om grænseoverskridende fyre fra aftenen før og diskuterer, hvordan de kan hjælpe hinanden.

For mange af de unge mænd er der også kommet en helt ny samtale om at respektere grænser, fortæller flere.

Ifølge Christina Bilde, talsmand for festivalen, er det et emne, som har været på Roskilde Festivals dagsorden i mange år og blev intensiveret, efter at den første #MeToo-bølge rullede verden over i 2017.

- Både i 2018 og 2019 arbejdede vi med en kampagne og dialog med vores gæster om grænser og samarbejdede med organisationer.

- Roskilde Festival afspejler omverden. Så det er en bredere kulturel forandring, vi skal have sat i gang. Ikke kun hos os, men også i det omkringliggende samfund, siger Christina Bilde.

Festivalen samarbejder blandt andet med organisationen Sex & Samfund, der arbejder med at oplyse om seksualitet.

Her fortæller seniorrådgiver Maria Lindhardt, at det godt kan lade sig gøre at kombinere frirummet og respekten for grænser på festivalen.

Men det kræver, at de unge festivalgæster, der ofte er unge og uerfarne med flirt og seksuel kontakt, bliver klædt ordentligt på til snakken om samtykke og grænser.

- Hvis man rent faktisk har de værktøjer med, vil det også være langt nemmere på et sted som Roskilde Festival rent faktisk at skabe det trygge samtykkerum, siger Maria Lindhardt.

Politiet har endnu ingen anholdte eller sigtede i sagen om voldtægten fredag.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU