Brugere bliver belønnet for at dele overgrebsmateriale med børn

29. APR 2024 • 07:00INDLAND/KRIMINAL

Ulovligt overgrebsmateriale med børn bliver ifølge organisationen Red Barnet delt via links på sociale medier.

Ulovligt seksuelt overgrebsmateriale med børn bliver delt på en ny måde på internettet.

Materialet bredes ud gennem links og bygger på de samme principper, som man kender fra pyramidespil.

Jo flere links brugerne deler, des større adgang får de selv til materialet.

Det fortæller Per Frederiksen, der er psykolog og seniorkonsulent i Red Barnet.

- Når man opretter en bruger på de her hjemmesider, starter man i niveau 0. Allerede her har man adgang til overgrebsmateriale med børn, siger han.

- Man bliver så opfordret til at dele links, så man kan stige i niveau og få adgang til endnu mere materiale.

Internetsiderne bruger ifølge Per Frederiksen elementer fra computerspil.

Ud over at man kan stige i niveau, bliver man lykønsket, når man gør det. Og man kan følge med i, hvilke niveauer andre brugere er i.

Sidste år modtog Red Barnet 335 anmeldelser om internetsider, hvor overgrebsmateriale med børn bliver delt på den måde.

Internetsiderne adskiller sig desuden fra det, som Red Barnet ellers ser.

- Det er særligt meget unge børn, der er i det her materiale, siger Per Frederiksen.

Ifølge Red Barnet er 80 procent af børnene under otte år, og omkring en femtedel er mellem nul og fire år.

Tendensen er "bekymrende og problematisk", blandt andet fordi materialet kan nå ud til flere personer.

- Det særlige ved denne metode er, at det bliver delt så aggressivt og åbent. De her links bliver delt på helt almindelige sociale medier, siger Per Frederiksen.

Materialet bliver især delt på sociale medier som Reddit og X, men Red Barnet har også oplevet, at links er blevet delt på Instagram.

Derfor er det ifølge Per Frederiksen de sociale mediers ansvar at sørge for at fjerne links til de ulovlige internetsider.

- De sociale medier er ansvarlige for alt det indhold, der er tilgængeligt på deres tjenester. Derfor er det også deres ansvar at fjerne det, når det er ulovligt, lyder det.

Hvis man støder på et link til en af internetsiderne, opfordrer Per Frederiksen til, at man anmelder det til politiet eller Red Barnets anmeldelsestjeneste AnmeldDet.

Red Barnet indgår i det internationale netværk INHOPE, der forbinder anmeldelsestjenester i 50 lande verden over med Interpol.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

15. MAJ 2024 • 14:00UDLAND
BLÅ BOG: De Radikales Sigrid Friis
15. MAJ 2024 • 14:00UDLAND
BLÅ BOG: Moderaternes Stine Bosse