Styrelse frikender M-folketingsmedlem i sag om misbrug af midler

23. MAR 2024 • 13:31ERHVERV/POLITIK

Der er ingen indikationer på, at Nanna Gotfredsen har misbrugt offentlige midler, afgør styrelse.

Der er ikke indikationer på, at Moderaternes folketingsmedlem Nanna Gotfredsen og Gadejuristen, som hun er stifter af, har misbrugt offentlige midler.

Det vurderer Social- og Boligstyrelsen ifølge Ekstra Bladet, som henviser til et Facebook-opslag fra Gotfredsen selv, hvori hun omtaler afgørelsen.

Styrelsen har netop afsluttet en undersøgelse af Gadejuristen og Nanna Gotfredsen.

- Yakedi-yakedi-yakedi-yak: Frifundet, kan du stave til det?, skriver Gotfredsen og tilføjer, at det har været en forfærdelig periode.

- Men nu er det slut. Hverken Gadejuristen eller jeg har misbrugt offentlige midler, skriver Nanna Gotfredsen.

Radio4 har beskrevet en række sager om Nanna Gotfredsen.

Ifølge Radio4 brugte Gadejuristen i januar 2020 over 88.000 kroner fra kontoen "egne midler" til at købe en trehjulet kabinescooter, kaldet en tuktuk. Den skulle ifølge Gadejuristen bruges til Folkemødet på Bornholm.

Tuktukken blev placeret hos Nanna W. Gotfredsens daværende kæreste på Bornholm, der selv har fortalt Radio4, at han har brugt tuktukken privat.

I sommeren 2023 blev der så igangsat en undersøgelse i sagen, som altså nu er afsluttet.

Nanna Gotfredsen uddyber over for Ekstra Bladet, at sagen nu er et lukket kapitel for hende:

- Jeg har da lyst til at nævne lige for dig, at jeg da godt kan håbe, at nogen har en dårlig smag i munden. Men jeg er ligeglad. Videre. Fokus skal være på det vigtige, siger hun desuden til avisen.

Moderaternes politiske leder, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, har kommenteret Nanna Gotfredsens Facebook-opslag:

- Ikke overrasket, men alligevel: Dejlige nyheder. Tillykke, skriver han.

Nanna Gotfredsen blev valgt til Folketinget ved valget i 2022.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU