Regeringen vil ikke love ophold for evakuerede afghanere

27. APR 2023 • 15:25ERHVERV/POLITIK

Afghanere hjalp danske soldater og fik ophold i Danmark, da Afghanistan faldt. Deres fremtid er dog uvis.

Regeringen lader det nu stå hen i det uvisse, om evakuerede afghanerne kan blive i Danmark midlertidigt, eller om de skal sendes hjem til Afghanistan.

Før folketingsvalget ville et politisk flertal lade afghanerne blive, så de ikke sendes hjem til Taliban.

Den militante islamistiske bevægelse har overtaget landet, hvor der fortsat hersker kaos. Men afghanernes fremtid er nu uvis.

- Regeringen er meget opmærksom på, at de første opholdstilladelser meddelt efter særloven udløber sidst på året. Derfor skal vi selvfølgelig tage stilling til en eventuel forlængelse, siger udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S) i en skriftlig kommentar.

Torsdag behandles et beslutningsforslag i Folketingssalen, men regeringen vil først tage stilling senere på året.

Omkring 1000 afghanere blev for mere end halvandet år siden hjulpet til Danmark af danske myndigheder.

Det blev de, fordi de selv eller et familiemedlem havde arbejdet for den danske ambassade eller for det danske militær.

Evakueringen skete i forbindelse med, at Taliban 15. august 2021 igen overtog styringen i landet.

Afghanerne, der kom til Danmark, fik med en hastevedtaget særlov ophold i maksimalt to år i Danmark. Den står til at udløbe i år.

Andre lande som for eksempel Storbritannien, Norge, Sverige og Finland har givet afghanske flygtninge længerevarende eller permanent ophold.

Før valget var partierne i flertalsregeringen - Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - tilhænger af at lade afghanerne blive i Danmark midlertidigt.

Men nu skal konsekvenserne først "belyses".

- Regeringen kan derfor ikke på nuværende tidspunkt støtte beslutningsforslaget. Men det er et emne, der ligger regeringen meget på sinde.

- Omkring halvdelen af de evakuerede, der er meddelt opholdstilladelse efter særloven, og som fortsat opholder sig i Danmark, har søgt asyl. Nogle er meddelt beskyttelse, mens enkelte har fået opholdstilladelse efter erhvervsordninger, siger Kaare Dybvad Bek.

Det ærgrer Dansk Flygtningehjælp, som ikke forstår, hvad der mangler at blive belyst.

- Selv om mange af de evakuerede afghanere har søgt asyl, er der stadigvæk et betydeligt antal, som ikke har søgt eller modtaget en afgørelse, hvilket sætter den enkelte flygtning i en usikker og stressende situation, lyder det i en skriftlig udtalelse.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU