Politiforbund efter minkkonklusion: Ansvaret ligger i toppen

30. JUN 2022 • 17:48ERHVERV/POLITIK

De politimænd, der har stået i frontlinjen under minkaflivning, er blevet frifundet, mener Politiforbundet.

Det er meget alvorlige konklusioner, som Minkkommissionen er kommet med i forhold til Rigspolitiets ansvar i sagen om manglende lovhjemmel til aflivning af mink.

Men ansvarsplaceringen er også med til at frifinde de menige og ofte unge politielever, som har stået forrest på minkfarmene. Det mener formanden for politiets fagforbund, Politiforbundet, Heino Kegel.

- På den måde er det en frifindelse af mine medlemmer, som har handlet i god tro. At det ikke er dem, der har gjort noget forkert, men at fejlen har ligget længere oppe i systemet, siger han.

Han henviser til, at hele forløbet om den manglende lovhjemmel har fyldt meget i hverdagen hos de politifolk, som har hjulpet myndighederne under nedslagtningen af mink i 2020.

- Det er på et eller andet plan en lettelse for dem, uagtet at der er løftet en kritik af deres øverste chef, siger Heino Kegel.

Torsdag uddeler Minkkommissionen hård kritik til den øverste chef i Rigspolitiet, Thorkild Fogde.

Rigspolitichefen burde have reageret med det samme, da han fik at vide, at der ikke var hjemmel til at kræve alle mink i Danmark aflivet.

Det gjorde han ikke, og derfor kørte politiet i flere dage videre med en ulovlig plan, lyder kritikken.

Heino Kegel ønsker ikke at kommentere, om Politiforbundet har tillid til Thorkild Fogde som øverste chef, før der er kommet et tjenstligt efterspil fra andre myndigheder.

- Men det er noget, vi vil følge nøje. Nogle af de mange medlemmer, der har været i frontlinjen, er blevet beskyldt for at have begået lovbrud, siger han.

Heino Kegel mener desuden, at tilliden til politiet generelt har lidt under forløbet.

- Det kan på sigt resultere i, at nogen mister tilliden til politiet, siger han.

- Politiet lever af tillid. Vi kan ikke agere uden den, og det er svært for den enkelte at skelne mellem, om man er politichef eller politimand. Vi bliver taget over en kam, og derfor har det haft store konsekvenser, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU