Parti vil have SF til at droppe aftale med regeringen i FE-sag

23. MAR 2024 • 22:31ERHVERV/POLITIK

Regeringen har mistet sit indenrigspolitiske flertal. Nu vil De Konservative have ændret FE-undersøgelse.

De Konservative vil efter påske foreslå ændringer til, hvordan FE-sagen skal undersøges. Håbet er, at SF vil droppe sin aftale med regeringen og i stedet tilslutte sig resten af oppositionen.

Det skriver B.T. lørdag aften.

Udmeldingen fra De Konservative kommer, efter at regeringen for nylig har mistet sit indenrigspolitiske flertal.

Det skete, da Venstre-politiker Mads Fuglede forlod partiet til fordel for Danmarksdemokraterne.

Retsordfører Mai Mercado (K) peger på, at SF tidligere har brugt regeringens flertal som et argument for at indgå en aftale om FE-sagen.

Aftalen kom på plads i december, kort tid før at der i Folketinget skulle stemmes om et forslag fra en samlet opposition til udformningen af en undersøgelse af sagen.

- SF løb fra aftalen med oppositionen med det helt centrale argument, at regeringen havde flertal i sig selv. Det argument er ikke gyldigt længere, siger Mai Mercado til B.T. og fortsætter:

- Spørgsmålet er så, om SF faktisk mener, at vi skal have en reel undersøgelse af det her forløb.

Konkret vil De Konservative foreslå, at undersøgelsen af FE-sagen udvides til også at skulle se på "fejl og forsømmelser".

Ifølge aftalen mellem regeringen og SF skal det undersøges, om der er blevet taget "usaglige hensyn" i sagen.

SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, skriver i en sms til B.T., at der er blevet indgået en god aftale med regeringen, som SF vil stå ved.

Sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste handler om straffesagerne mod den tidligere Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen, som tidligere har været chef for FE.

Her er SF altså blevet enig med regeringen om, at det skal undersøges, om der har været politisk indblanding - altså "usaglige hensyn".

Desuden er det blevet aftalt, at sagen om den terrordømte Ahmed Samsam skal undersøges.

Netop denne sag, som regeringen tidligere har afvist at undersøge, har en lang række partier, herunder SF, været meget optaget af.

Aftalen mellem regeringen og SF betyder også, at FE-sagen vil blive undersøgt i en undersøgelseskommission i stedet for en granskningskommission, som oppositionen havde foreslået.

Førstnævnte vil være forankret i Justitsministeriet, mens sidstnævnte ville have været forankret i Folketinget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU