Klimaaktivister afbryder kortvarigt partilederdebat

30. OKT 2022 • 22:28ERHVERV/POLITIK

Mens klimaet var på dagsordenen, afbrød personer fra gruppen Extinction Rebellion partilederdebat på DR1.

En gruppe personer fra publikum afbrød søndag aften kortvarigt partilederdebatten på DR1.

I en mail oplyser aktivistbevægelsen Extinction Rebellion, at den stod bag optrinnet.

Mens der blev debatteret klima, rejste demonstranterne sig op med bannere, råb og fløjter, der fik flere partiledere til at reagere og debatten til at stoppe.

Særligt Alex Vanopslagh (LA) og Søren Pape Poulsen (K) var vokale i deres utilfredshed over afbrydelsen og forsøgte at få det stoppet.

Søren Pape Poulsen gik sågar ned fra scenen.

- I ødelægger demokratiet. Hvad bilder I jer ind?, lød det fra Pape.

– Sæt jer ned og opfør jer ordentligt, råbte han videre.

Samtidig forsøgte DR-vært Kåre Quist at gøre opmærksom på, at partilederdebatten hedder "Demokratiets Aften".

Resten af publikum kvitterede med buh-råb rettet mod aktivisterne.

På demonstranternes gule bannere stod der blandt andet "økokollaps", mens der blandt andet blev råbt "klimaretfærdighed".

Aktivistbevægelsen oplyser videre, at det var "gule dommerkort og dommerfløjter", der var taget med.

Ifølge B.T blev aktivisterne efterfølgende eskorteret ud af salen af politiet.

I sommer til Folkemødet på Bornholm blev en partilederdebat på samme måde afbrudt.

Her var det ligeledes Extinction Rebellion, der stod bag. Aktivisterne havde skilte med og holdt bagefter en tale fra scenen, hvor de talte dunder for klimaet.

Partilederdebatten søndag er den næstsidste, inden vælgerne skal til stemmeurnerne tirsdag ved folketingsvalget.

Før klima var det sundhed og unges mistrivsel, der var på dagsordenen i debatten mellem de i alt 14 partiledere, der gerne vil i Folketinget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU