Høje lønstigninger får forbrugerne til at købe mere tøj

26. MAR 2024 • 10:14ERHVERV/POLITIK

Særligt i kategorien for beklædning er detailsalget steget. Her lyder stigningen på 3,9 procent, viser tal.

Høje lønstigninger har fået forbrugerne til at finde pungen frem i de danske detailbutikker i februar.

Det samlede detailsalg steg dermed 2,2 procent fra januar til februar. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Særligt i tøjbutikkerne er der blevet handlet mere i februar. I kategorien for beklædning er salget steget med 3,9 procent.

Tallene er korrigeret for prisudvikling, sæsonudsving og antallet af handelsdage.

Detailsalget har været på lidt af en rutsjetur de seneste år. Overordnet set faldt salget gennem 2022, hvor inflationen var usædvanligt høj. I løbet af 2023 genvandt detailhandlen lidt momentum i takt med at inflationen faldt.

Ifølge Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, er detailsalget kommet "hæderligt" i gang med 2024.

- De højeste lønstigninger i 15 år, en stigende beskæftigelse og ro på inflationen er gunstigt for detailhandlen. Stigningen i salget sker desuden i forlængelse af det comeback, vi så i 2023, skriver han i en kommentar til tallene.

Både en god tilstrømning af turister i vinterferien og danske forbrugeres indkøb til ski- eller solferier kan have skubbet på detailsalget i februar. Det påpeger Morten Granzau, vicedirektør i Dansk Industri.

Derudover betyder fart på boligsalget i slutningen af 2023, at mange står med nye boliger, som skal indrettes.

- Det kunne godt se ud til, at en del af dem har brugt vinterferien i byggemarkeder eller møbelforretninger for at få det sidste på plads, skriver han i en kommentar.

- Over de kommende måneder vil den effekt sandsynligvis aftage stille og roligt, lyder det videre.

Salget i kategorien for fødevarer og andre dagligvarer steg med 1,6 procent i februar, mens salget inden for andre forbrugsvarer steg med 2,5 procent.

Den statistiske usikkerhed for tallene i februar er højere end normalt, skriver Danmarks Statistik. Det skyldes, at tal fra nogle væsentlige virksomheder er forsinkede.

I forbindelse med offentliggørelse af tallene for februar har Danmarks Statistik desuden revideret tallene fra og med september 2023.

Dermed faldt detailsalget på månedsbasis 1,8 procent i december og 1,2 procent i januar. Tidligere lød det, at det henholdsvis faldt 0,9 procent og steg 0,4 procent.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU