Episode til havnefest er årsag til masseflugt hos Venstre på Langeland

24. APR 2024 • 08:13ERHVERV/POLITIK

Få uger efter valg af ny borgmesterkandidat på Langeland sagde fire Venstre-medlemmer farvel til partiet.

Det er på grund af en sag om truende adfærd over for en kvindelig vagt til en havnefest, at fire ud af fem Venstre-medlemmer af kommunalbestyrelsen på Langeland tidligere på måneden forlod partiet og blev løsgængere.

Det skriver TV 2 Fyn.

Episoden til havnefesten i Bagenkop fandt sted 14. juli sidste år, fortæller fire vidner til TV 2 Fyn.

Til mediet siger de fire løsgængere, som har forladt Venstre, at episoden er den primære årsag til deres exit. Det drejer sig om Jesper Skovhus, Karina Jørgensen, Brian Dalsgaard og Peder Hansen.

I centrum for episoden er Ulrik Kølle Hansen (V), som for nylig blev valgt til ny borgmesterkandidat.

Det er netop Ulrik Kølle Hansen, som ifølge TV 2 Fyn viste "særdeles grov og truende adfærd" over for en kvindelig vagt til havnefesten.

Det er den kvindelige vagt og de tre andre vidner, der ligeledes fungerede som vagter til havnefesten, som har udtalt sig til TV 2 Fyn om sagen. De optræder anonymt, men TV 2 Fyn kender deres identitet.

Ifølge vidnerne blev Ulrik Kølle Hansen truende over for især den kvindelige vagt, da hun bad Ulrik Kølle Hansens søn og dennes kammerat om at dæmpe sig, da de ifølge vidnerne skabte uro til havnefesten med deres opførsel. Efterfølgende blandede Ulrik Kølle Hansen og overfusede vagten samt hendes kolleger.

I september sidste år var der et forsoningsmøde, hvor både den kvindelige vagt og Ulrik Kølle Hansen deltog, skriver TV 2 Fyn.

Ulrik Kølle Hansen oplyser til TV 2 Fyn, at han ikke har yderligere at tilføje til sagen, men ifølge mediet er der "krisemøde" i Venstre 7. maj.

Bestyrelsesformanden i Venstre på Langeland, Louise Bechmann, siger til TV 2 Fyn, at hun ikke er bekendt med, at episoden til havnefesten har haft indflydelse på de fire partimedlemmers udmeldelse af Venstre.

De fire nu tidligere Venstre-folk ville ikke sige, hvorfor de havde forladt partiet, da det kom frem tidligere på måneden.

Men de kunne ikke "se sig selv i den kommende valgkamp med den retning, der nu er sat på kandidatmødet", udtalte Peder Hansen ifølge Fyns Amts Avis i en pressemeddelelse.

Ulrik Kølle Hansen blev i øvrigt valgt som ny borgmesterkandidat frem for netop Peder Hansen.

Bruddet kom "helt bag på" Ulrik Kølle Hansen, fortalte han Fyns Amts Avis.

- Vi har haft et demokratisk valg, hvor jeg blev valgt, og jeg har selv stillet op et par gange, hvor jeg har tabt, og hvor jeg har måttet indrette mig. Jeg havde en forståelse af, at sådan et valg var noget, man respekterede, sagde Ulrik Kølle Hansen til Fyns Amts Avis.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU