Direktør overvejer alligevel ikke at lukke bornholmsk flyrute

28. APR 2024 • 15:07ERHVERV/POLITIK

Det er "slet ikke i DATs overvejelser" at lukke flyrute mellem København og Rønne, siger direktør.

Direktør for flyselskabet DAT Jesper Rungholm har alligevel ingen overvejelser om at lukke flyruten mellem Rønne og København og løbe fra kontrakten med Region Hovedstaden.

Det oplyser han til TV 2 søndag.

- Det er slet ikke i vores overvejelser. Vi driver ikke en forretning, hvor vi løber fra vores kontrakter, siger Jesper Rungholm til mediet.

Lørdag sagde direktøren til TV 2/Bornholm, at han overvejede at lukke flyruten for at stoppe et årligt underskud på 18 millioner kroner.

Det er dog ikke muligt uden at bryde en aftale med Region Hovedstaden, som forpligter selskabet til at flyve regionens patienter mellem Bornholm og København.

Men det var ikke i direktørens tanker lørdag, hvor han opvejede omkostningerne af et sagsanlæg mod millionunderskuddet. Det kunne godt betale sig, sagde han.

- Vi er derhenne, hvor det begynder at ligne det. 18 millioner om året er altså mange penge. Det kan man godt køre en retssag for, sagde han.

Ifølge formand for Bornholms Passagerforening Ann Hartl skal der handling til med det samme. Det siger hun til TV 2/Bornholm søndag.

- Jeg har stor tillid tillid til, at de tal, Rungholm fremlægger, er korrekte, og derfor er der behov for at tage DAT's udmelding dybt alvorligt og komme i gang med det politiske arbejde for at sikre den fortsatte flybetjening af Bornholm, siger hun.

Hun fortæller, at en mulig løsning kunne være, at flyruten til København går under den samme ordning, som tildeler Bornholmslinjen en årlig støtte.

Støtten lyder på mere end 300 millioner kroner og sikrer færgebetjeningen mellem Bornholm og henholdsvis Ystad og Køge.

En nylig analyse af flybetjeningen af Bornholm foretaget af konsulentfirmaet EY og Epinion viser, at hvis man flytter en lille del af statstilskuddet fra Bornholmslinjen til flyruten, vil det kunne skabe balance i økonomien.

Det vil desuden øge antallet af ugentlige afgange med cirka 10 procent.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU