Dansk Folkeparti vil sløjfe udviklingsbistanden i 2030-plan

25. MAR 2024 • 12:03ERHVERV/POLITIK

Der er fokus på ældre, familier og udlændinge i DF's 2030-plan, hvor udviklingsbistanden foreslås afskaffet.

Der skal ifølge Dansk Folkeparti bruges mange milliarder kroner på bedre velfærd og forbedrede vilkår for familier og ældre, og nogle af pengene skal findes ved at afskaffe udviklingsbistanden.

Det foreslår partiet i en ny 2030-plan, som præsenteres mandag, og som DF omtaler som den første finansierede plan af den størrelse i partiets historie.

I stedet for udviklingsbistanden, som der i 2024 er afsat over 20 milliarder kroner til, vil DF bruge 2,5 milliarder på en nødhjælpspulje, som skal målrettes flygtninge i nærområdet, hedder det i planen.

Formand Morten Messerschmidt har svært ved at se, hvad udviklingsbistanden reelt gør af forskel i udsatte lande lige nu.

- I stedet for at bruge pengene på den måde vil vi gerne bruge dem på at sikre bedre velfærd og skattelettelser til danskerne og til gengæld lave en nødhjælpspulje, som kan bruges i akutte situationer - som for eksempel i Sudan i øjeblikket - eller andre steder, hvor der er et akut behov, siger Morten Messerschmidt.

Nogle af midlerne kan, foreslår partiet, bruges til at lave en flygtningelejr med dansk jurisdiktion. Messerschmidt angiver ikke en præcis lokation. Det afgørende er, at der kan lejes et areal, hvor den kan ligge.

- Og der vil Danmark så drive sin flygtningelejr fra, siger han og påpeger, at det kan sikre et asylstop i Danmark.

Den danske udviklingsbistand har til formål at forbedre stabilitet, sikkerhed og skabe job og uddannelse i en række udsatte lande.

Dansk Folkepartis forslag ville i praksis medføre, at Danmark ikke lever op til et FN-mål om at bruge mindst 0,7 procent af bruttonationalindkomsten på udviklingsbistand.

Men det bekymrer på ingen måde Morten Messerschmidt.

- FN's mål betragter jeg ikke som bindende, siger han og nævner, at FN ikke bør have nogen toneangivende stemme i dansk indenrigs- og udenrigspolitik.

2030-planen indeholder en lang række andre forslag. Blandt andet vil Dansk Folkeparti genindføre håndværkerfradraget, fjerne arveafgiften, indføre et nyt familiefradrag for familier med flere end tre børn og sikre et løft af erhvervsskolerne.

Desuden skal seniorpensionen udvides, der skal ske et lønløft i den offentlige sektor, og så skal store bededag tilbage, hvis det står til DF.

Partiet vil i alt bruge 33,7 milliarder kroner til pensionister og seniorer, 19,75 milliarder kroner til sundhed og velfærd og 22,3 milliarder på primært udlændingepolitiske og retspolitiske tiltag, i alt lidt over 105 milliarder kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU