Bestsellerejer er faldet 177 pladser på milliardærliste

5. APR 2023 • 13:28ERHVERV/POLITIK

Anders Holch Povlsen er stadig Danmarks rigeste, men på verdensplan er han faldet fra nummer 135 til 312.

Otte danskere er på det amerikanske magasin Forbes' milliardærliste for 2023, som netop er udkommet, med Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen i spidsen.

Vurderingen af hans formue er dog skrumpet med 6,3 milliarder dollar til 7,3 milliarder, og han er gået fra en 135.-plads over de rigeste i verden til en placering som nummer 312.

Derefter følger Kirk-familien, som står bag Lego, på en 365.-plads med en formue på 6,7 milliarder dollar. Året før var den vurderet til 8,2 milliarder dollar.

Verdens rigeste er ifølge Forbes ejeren af luksusgiganten LVMH, Bernard Arnault, som blandt andet har brands som Louis Vuitton, Moët & Chandon, Givenchy og Dior.

Franskmanden har overhalet både Tesla-stifter Elon Musk og Amazon-stifter Jeff Bezos med en formue på 211 milliarder dollar.

På listen for 2022 var det Elon Musk, Jeff Bezos og Bill Gates, der herskede over top 3-listen over verdens rigeste.

Musks formue er faldet med 39 milliarder dollar og Jeff Bezos' vurderes til at være 57 milliarder dollar mindre.

Den rigeste kvinde på listen er Francoise Bettencourt Meyers, barnebarn til grundlæggeren af makeup- og hudplejevirksomheden L'Oréal, på 11.-pladsen.

Hun har en formue på 80,5 milliarder dollar, og sammen med sin familie ejer hun omkring 33 procent af aktierne i L'Oréal.

Indenfor Danmarks grænser ligger storaktionæren og søn af stifteren af det danske medicoselskab Coloplast Niels Peter Louis-Hansen efter Kirk-familien med en formue på 5,8 milliarder dollar. På verdenslisten ligger han på 442.-pladsen.

Martin Møller Nielsen, som grundlagde flyselskabet Nordic Aviation Capital, indtager 2133.-pladsen med en formue på 1,3 milliarder dollar.

Arkitekten Benedicte Find, som er datter af Coloplasts stifter, lander en 2540.-plads med en formue på 1 milliard dollar.

Antallet af dollarmilliardærer på listen er faldet med 28 til 2640, og samlet er alle milliardærernes formuer faldet med 500 milliarder dollar.

Blandt milliardærerne, som har forladt listen, er musiker og designer Kanye West, som i 2021 skiftede navn til Ye, og manden bag outdoor-brandet Patagonia, Yvon Chouinard. Sidstnævnte valgte at donere sin formue til velgørenhed i 2022.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU