Hurra, hurra, hurra - Se de nye studenter springe ud

Foto: Lasse Petersen
NYHED | ABONNENT | 20. JUN 2022 • 11:34
NYHED | ABONNENT
20. JUN 2022 • 11:34

Det er store studenteruge på Campus Bornholm, og årets første studenter fra gymnasiet er begyndt at se dagens lys. Det blev mandag fejret til den store guldmedalje med bobler og Dannebrog til tops. 


– Hele dagen i morgen skal nok bruges på at feste.

Sådan lyder det fra en af de mange nye studenter på Campus Bornholm, der mandag morgen og formiddag kunne fejre, at tre års hårdt slid er overstået, og de nu endelig kunne iføre sig deres nye flotte studenterhue.

Fejringen foregik i første omgang i idrætssalen på Campus Bornholm, hvor familier og venner stod samlet og modtog de nyudklækkede unge mennesker, når de kom ned ad trappen, efter deres sidste eksamen var afslutet.

Idrætssalen på Campus Bornholm var fyldt med glade mennesker. Foto: Jesper Dollerup Merved.


Her gjaldede det med jævne mellemrum 'Hurra, hurra, hurra!', og det var svært at finde nogen, der ikke gik rundt et stort smil på læben. Ja, faktisk fandt Tidende ikke en eneste, der ikke smilte over hele femøren. Der var både flag, kage og selvfølgelig også lidt bobler til de tørstige, og selvom Tidendes reporter kiggede langt efter en snack og en forfriskning på den varme sommerdag, blev det alligevel overladt til dem, der mest af alt havde fortjent det.

Fra venstre ses gymnasierektor/vicedirektør Lisbeth Hvid Christensen, og de fire nye studenter, der var med til at hejse Dannebrog. Asta Tangø Køie Kofod (HHX), Julie Bødtger Jensen (HF), Elba Louise Schenk (STX) og Adam Sonne Hansen (HTX). Foto: Lasse Petersen.

Klokken 10 var det tid til, at Dannebrog skulle hejses på campuspladsen, hvor Adam Sonne Hansen fik æren af at hive det danske flag til tops, som bevis på, at der nu igen er studenter på Bornholm. Der var endnu en gang tid og plads til lykønskninger og krammere til de glade studenter, som havde svært ved at skjule glæden ved, at det nu var ved at være tid til fest og fejring. Og det forstår man jo egentlig godt.

Det er dem vel undt, og der skal lyde et stort tillykke til alle de nye studenter, der popper frem både mandag og resten af ugen på Campus Bornholm. 

Nedenfor følger lidt flere stemningsbilleder fra dagen. 

Dannebrog vajede smukt over Campus Bornholm. Foto: Jesper Dollerup Merved.

Krammere og lykønskninger var der rigeligt af. Foto: Jesper Dollerup Merved.

 

Der var også tid til lidt sjov under billedposeringen. Foto: Jesper Dollerup Merved.