Skoleleder bekymret over beslutning om Søndermarkshallen

Skoleleder bekymret over beslutning om Søndermarkshallen
Falck er i Søndermarkshallen indtil søndag den 9. maj, hvorefter Copenhagen Medical overtager hallen. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 5. MAJ 2021 • 13:10
Julia Aka Wille
Journalist
| ABONNENT
5. MAJ 2021 • 13:10

SKOLE

Det er blevet besluttet, at Søndermarkshallen fortsat skal benyttes som testcenter, når Copenhagen Medical den 10. maj overtager testopgaven i Rønne fra Falck.

Skoleleder på Søndermarkshallen, Tina Duermin, er ked af beslutningen og fortæller, at skolen har brug for Søndermarkshallens faciliteter til idræt og bevægelse.

– Vi er selvfølgelig kede af beslutningen, for Søndermarkshallen er dér, vi har vores idræts- og omklædningsfaciliteter. Vi er rigtig ærgerlige over, at man ikke har kunne finde en anden lokation til testcentret, siger hun.

Skolen har en gymnastiksal, men der er ifølge Tina Duermin knap nok plads til en klasse, hvor hallen kan rumme to klasser ad gangen.

Dertil kommer, at skolen ikke længere har omklædningsrum til salen, men at eleverne normalt bruger hallens omklædningsrum.

– Vi har ikke faciliteterne på skolen, kun dem i hallen. Vi er kede af at undvære vores faciliteter i hallen, da det, at man klæder om og bader, også er en del af skoleidrætten, siger Tina Duermin.

Falck har siden december drevet lyntestcenter i Søndermarkshallen.

Skabt udfordringer

Eleverne kom tidligere på foråret tilbage klasseværelserne, og på Søndermarksskolen har de forsøgt at tilpasse idrætstimerne bedst muligt uden hallen, som ligger klos op ad skolen. Det har skabt nogle udfordringer rent koordineringsmæssigt, fortæller Tina Duermin:

– Vi har prøvet at lægge de ældre klassers idræt sådan, at de kan gå hjem efter, så de kan komme i bad, da det er ikke særlig sjovt at sidde i klasselokalet uden at have været i bad efter en idrætstime. Det er nemmere med de yngre elever, da de ikke sveder på samme måde.

– Når eleverne skal klæde om, må drengene vende ryggen til, mens pigerne klæder om og omvendt. Det er ikke holdbart, siger Tina Duermin.

Udover manglen på omklædningsfaciliteter skaber testcentret også sikkerhedsmæssige udfordringer, da de mange besøgende i testcentret skaber uvant meget trafik på en skolevej.

– Når eleverne skal i skole om morgen, er der allerede trafik og kø omkring testcentret. Forældre sætter børn af og på, og nogle elever må gå buer rundt om de mange biler. Heldigvis har Falck været gode til at stille store skilte op for at advare bilisterne, men det har været lidt kaotisk, siger Tina Duermin.


Skoleleder på Søndermarkshallen, Tina Duermin, er ked af beslutningen om at Søndermarkshallen fortsat skal bruges som testcenter. Arkivfoto: Allan Rieck

Ingen ny lokation på hånden

Selv om skolen er blevet tilbudt at bruge Rønne Hallen til elevernes idrætsundervisning, har eleverne haft udendørsundervisning, siden de kom tilbage på skolen.

– Det tager en halv time at gå hen til Rønne Hallen med de yngre elever, og med den transporttid giver ikke så meget mening at gå derover. Vi mangler virkelig at kunne gøre brug af hallen, og vi mangler generelt faciliteterne, fortæller Tina Duermin.

Søndermarksskolen har ikke haft indflydelse på beslutningen om, at der fortsat skal drives testcenter i Søndermarkshallen.

– Skolechefen og skolebestyrelsen har skrevet til viceborgmesteren og borgmesteren med de bekymringer, vi har omkring undervisningen og omklædningen uden hallen. I februar blev der snakket om, at der skulle forsøges at finde en ny lokation at drive testcenter i – det har så ikke været muligt at finde, fortæller Tina Duermin.

Derfor håber hun, at skolen snart kan bruge Søndermarkshallen igen.

– Jeg havde håbet på, at det ville ske nu efter påske, da der blev undersøgt mulighederne for anden testcenterlokation. Hvis vi stadig ikke kan benytte os af hallen efter august, så er vi virkelig på den. Vi har nogle store elever, der til næste år måske skal til eksamen i idræt, og så er det jo noget af en udfordring, at vi ikke har hal eller omklædningsrum tilknyttet skolen, siger hun.