Fem musikalske nedslag markerer russernes afrejse

Fem musikalske nedslag markerer russernes afrejse
| 28. MAR 2021 • 06:52
Henrik Nielsen
Journalist

28. MAR 2021 • 06:52

MARKERING

Som det efterhånden må være de fleste bekendt, er det i år 75 år siden, de sovjetiske styrker forlod Bornholm. Det bliver markeret på flere forskellige måder, og er man musiker, er det logiske naturligvis at lave en musikalsk markering, så det gør Henrik Billing og Kalle Brandt.

Under overskriften Bornholm Frit 2021 har de planlagt fem musikalske nedslag fra den 5. april og året ud. Det er både en markering og fejring af 75-året for den sovjetiske tilbagetrækning og af frihedsidealer, fællesskab og værdier generelt, fremgår det af en pressemeddelelse.

Musikalsk bliver det en blanding af sange fra tiden omkring 2. Verdenskrig og helt nyskrevne sange, der understøtter temaet, og arrangørerne indbyder alle bornholmere, faste gæster og turister til både fællessang og koncert.

Det starter i det små på digital manér på selve 75-årsdagen, og senere på året kommer større begivenheder med levende musik.

De fem nedslag

• 5. april 2021 – virtuel introduktion af Bornholm Frit og musikalsk fejring af 75-årsdagen

Introduktion til Bornholm Frit-arrangementerne, hvor en række lokale, professionelle kunstnere, musikere og solister fremfører et repertoire af både nyere og nyskrevne sange og fortællinger samt mere kendte og ældre sange, der knytter sig til tiden omkring 2. Verdenskrig. Der fortælles samtidig om baggrunden for Bornholm Frit.

• 4. maj 2021 – virtuel fejring af 76-årsdagen for Danmarks befrielse

I samarbejde med andre aktører og kunstnere i det øvrige Danmark vil folkene bag Bornholm Frit deltage i en virtuel markering af Danmarks befrielse, hvor de også vil sætte fokus på den specielle bornholmske situation under besættelsen og befrielsen.

• 17.-21. juni – Bornholm Frit på Folkemødet

I samarbejde med Folkemødet vil Bornholm Frit spille livekoncerter i det omfang, restriktionerne tillader det. Alternativt livestreames koncerterne. Håbet er at kunne byde på et udvidet musikalsk program, hvor der udover lokale, professionelle kunstnere, musikere og solister også vil være andre kunstnere, der har en særlig tilknytning til Bornholm.

• 10.-21. september – Bornholm Frit i Bornholms Kulturuge

I samarbejde med Bornholms Kulturuge satser Bornholm Frit et stort åbnings- og/eller finalearrangement i kulturugen. Håbet er at kunne udfolde projektets oprindelige idé med fællessang og stor publikumsdeltagelse samt et udvidet, musikalsk program.

• Efteråret 2021 – Bornholm Frit på skoler og plejehjem

Bornholm Frit vil i en reduceret udgave fortsætte i efteråret med små koncerter på plejehjem og skoler på Bornholm og vil på den måde formidle projektets idé og kulturhistoriske baggrund til to målgrupper.