Express 1 bliver fire timer forsinket

Express 1 bliver fire timer forsinket
Arkivfoto: Jacob Jepsen
FÆRGERTRAFIK | ØSTERSØEN | 22. OKT 2021 • 07:39
Henrik Nielsen
Journalist
FÆRGERTRAFIK | ØSTERSØEN
22. OKT 2021 • 07:39

Bornholmslinjen har måttet opgive at gennemføre dagens sejlplan som planlagt.

Express 1 sejler i øjeblikket med 70 minutters forsinkelse, og når den endelig ankommer til Sverige, bliver den liggende i havnen, indtil vejret bliver bedre. Den planlagte afgang fra Ystad klokken 8.30 bliver således udsat til klokken 12.30, da vejret er forværret.

– Beslutningen er, at de slår de næste to afgang sammen og venter i Ystad, indtil tingene forhåbentlig begynder at se lidt bedre ud. Så kigger vi på, hvad vi gør resten af dagen. Hovedfokus bliver ikke at ramme en sejlplan, for det er allerede ødelagt, men vi har fokus på at få folk med frem og tilbage. Så vi skal på en eller anden måde finde ud af, hvad vi gør, med den kapacitet vi har, siger Molslinjens pr- og kommunikationschef Jesper Maack.

– Der er nogle, der er i gang med at regne på, hvad vi gør resten af dagen. Det bliver desværre ikke på tidspunkter, hvor folk havde forventet det, men det er vores fokus nu.

Forventningen er, at Express 1 ankommer klokken 9 i stedet for klokken 7.50.

– Problemet er, at prognoserne fuldstændig har underspillet tilstanden ude på sejlruten, og det betyder, at de møder væsentligt voldsommere vind og især meget højere bølger, end prognoserne havde forudsagt. Det gør, at Express 1 lige nu sejler for nedsat kraft for at sørge for, at det ikke bliver alt for voldsomt, og det betyder i den grad en forsinkelse på vej mod Ystad, siger Jesper Maack.

Informationer om ændringer meldes ud så hurtigt som muligt, oplyser Jesper Maack.

Passagerer på berørte afgange får direkte besked på sms.

En af Tidendes medarbejdere var med Express 1's morgenafgang og fortæller om skraldespande fyldt med brækposer, løse loftplader, skraldespande lukket med gaffatape, løsnet elevatorskab, rystet cafémad, søsyge hunde, børn og voksne – og en venlig besætning med hurtig uddeling af flere brækposer og servietter.


Cafémaden ombord på Express 1 blev kastet rundt i bølgerne. Foto: Jakob Nørmark