TRAFIK / 21. AUG • 10:24

Regner med penge fra staten: Rejsekortet nærmer sig BAT

Regner med penge fra staten: Rejsekortet nærmer sig BAT
Staten skulle være parat til at reservere tre millioner kroner til at indføre Rejsekortet som betalingsmiddel på Bornholm. Foto: Klaus Holsting
Journalist

Regionskommunen forventer, at staten øremærker tre millioner kroner til at indføre Rejsekortet her på øen.

Der er en forventning om, at Bornholm snart bliver omfattet af Rejsekortet, som dermed bliver ægte landsdækkende.

Det fremgår af dagsordenen til tirsdagens møde i regionskommunens miljø- og erhvervsudvalg.

Udvalget skal behandle en ny zone- og takststruktur for BAT, og i sagsbehandlingen står der, at By-, Land- og Transportministeriet forventes at øremærke tre millioner kroner til anskaffelse af Rejsekortet, som betalingssystem på Bornholm.

Ministeriet lancerede for nylig en pulje på 100 millioner kroner til fordeling mellem landets trafikselskaber. Det er fra den pulje regionskommunen forventer at modtage tre millioner kroner.

For en måned siden foreslog de to socialdemokrater Lea Wermelin og Anne Thomas, at staten skal bruge en del af puljen til at dække regningen for at få Rejsekortet til Bornholm. De glæder sig over, at der åbenbart er blevet lyttet i ministeriet.

– Det her er en rigtig god nyhed for Bornholm. Vi har arbejdet målrettet for, at de tre millioner kroner fra statens landdistriktspulje skulle gå til Rejsekortet på Bornholm. Nu ser det ud til, at det lykkes. Det betyder, at vi kan få et moderne betalingssystem uden at skulle tage pengene fra andre kommunale områder, siger Anne Thomas i en pressemeddelelse.

Hun er formand for Miljø- og Erhvervsudvalget, som skal behandle sagen på tirsdag.

Ikke helt i mål

Indførelse af Rejsekortet vil gøre det muligt at yde rabat udenfor myldretid. Den rabat er ikke en mulighed med de nuværende digitale løsninger, har Trafikstyrelsen oplyst.

Den endelige bekendtgørelse om fordelingen af puljen er endnu ikke offentliggjort, men de to socialdemokrater tror på det.

– Vi er ikke i mål, før den endelige beslutning ligger der. Men det peger nu i den rigtige retning. Det er dejligt, når det nytter, at vi står sammen lokalt og på Christiansborg. Og rejse- og basiskort er en forudsætning for at tage de næste skridt til at udvikle den kollektive transport og prøve nye ting af, siger Lea Wermelin.

Ifølge hende er det rimeligt, at staten nu ser ud til at tage ansvar for etableringsudgiften.

Forventningen i regionskommunen er, at rammerne for By-, Land- og Transportministeriets pulje vil være tilstrækkeligt afklarede til, at BAT's takster kan fastsættes i forbindelse med kommunens budgetforhandlinger for 2027. Miljø- og Erhvervsudvalget lægger derfor op til at oversende sagen til budgetforhandlingerne.

Mere end et betalingsmiddel

I første omgang er Rejsekortet et betalingsmiddel, men det er andet og mere end det.

Systemet vil give BAT et bedre datagrundlag for at se, hvor og hvornår passagererne rejser, hvilket kommunen kan bruge til at udvikle den kollektive trafik.

– Rejsekortet er ikke målet i sig selv. Det er begyndelsen på en modernisering af den kollektive trafik på Bornholm. Vi får både en løsning, der gør det nemmere at rejse, og den viden, vi skal bruge til at planlægge busserne bedre. Det kan på sigt give hurtigere hovedruter, bedre afgange og mere fleksible tilbud i de tyndere befolkede områder, siger Anne Thomas.

Hvornår bornholmere og gæster kan forvente at betale deres busbilletter med Rejse- eller Basiskort, kan Anne Thomas ikke sige helt præcis, men staten planlægger at frigive pengene i efteråret. Derefter skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om den vil afsætte penge til driften af systemet, og så skal det i givet fald installeres i busserne.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT