NOTITS / SPORT / 16. AUG • 16:45

Målrig debut for U16-pigerne

Journalist

Dragør blev nedsablet med 5-1 på eget græs.

Efter en flot forårssæson i mesterrækken under DBU København, hvor de bornholmske piger spillede sig til en imponerende andenplads, er holdet nu rykket et niveau op og skal prøve kræfter med holdene i U16 Piger Øst 2.

Det betyder stærkere modstand og kampe, hvor der bliver stillet endnu større krav til spillernes fokus, tempo og koncentration.

Søndag eftermiddag fik Elite Bornholm-pigerne den bedst tænkelige start på sæsonen, da de på udebane besejrede Dragør med 5-1.

En scoring efter blot tre minutters spil var med til at dæmpe premierenerverne, og det blev også 2-0, inden Dragør kort før pausen fik reduceret til midtvejsresultatet 2-1.

I 2. halvleg skulle der gå syv minutter, før bornholmerne øgede til 3-1. De to sidste mål faldt i de sidste ti minutter af kampen. Desværre har det ikke været muligt at få navnene på målscorerne inden redaktionens slutning.

Elite Bornholms U16-hold skiller sig ud fra de øvrige hold i rækken. Hvor mange af modstanderne består af spillere fra én eller ganske få årgange, er det bornholmske hold sammensat af nogle af de bedste pigespillere fra hele øen på tværs af årgangene 2011-14. Det betyder, at der både er forskel på alder og erfaring i truppen.

Hen over sommeren har træner Andreas Pihl arbejdet med at få en håndfuld nye spillere godt integreret i truppen. Allerede i kampen mod Dragør var der således mulighed for at se et par af de nye ansigter i aktion. Samtidig fik de for første gang prøvet kræfter med 11 mod 11-fodbolden i en turneringskamp.

Forude venter der to kampe på hjemmebane - på lørdag mod Ballerup-Skovlunde og om to uger mod Tuse IF. Begge kampe spilles på RIK's baner på Rønne Stadion Nord.








FÅ ABONNEMENT