Stadionsag: Bo42 har trukket stort sponsorat til RIK efter kommunal afgørelse
Rønne Stadion Nord må gerne hedde noget andet, så længe "Rønne Stadion Nord" indgår i navnet, har BRK

10. JUN 2019 • 14:48SPORT • AF JAKOB NØRMARK

Stadionsag: Bo42 har trukket stort sponsorat til RIK efter kommunal afgørelse

Et stort og omstridt sponsorat mellem fodboldklubben RIK og boligselskabet Bo42 er blevet annulleret af Bo42. Det bekræfter RIK Fodbolds formand, Benny Pedersen.

Bo42 Arena skulle Rønne Stadion Nord omdøbes til, når RIK spillede hjemmekampe på stadion. Sådan lød et af elementerne i et stort sponsorat, som fodboldklubben og boligselskabet indgik tidligere på året.

Viking Fodbold, der også spiller hjemmekampe på Rønne Stadion Nord, indsendte en klage til kommunen over, at RIK have fået lov at ændre stadionnavnet.

Efter en høringsperiode afgjorde regionskommunens koncerndirektør Claus Stensgaard Jensen i fredags, at "Rønne Stadion Nord" skal indgå i stadionnavnet. Det vil sige, at RIK havde lov til at kalde stadion "BO42 Arena - Rønne Stadion Nord".

Ifølge Benny Pedersen var Bo42 ikke tilfreds med den model og har derfor annulleret hele sponsoratet, der lød på 200.000 kroner over de kommende tre år.

RIK: En fantastisk aftale
Den annullerede sponsoraftaler rummede mange andre punkter end stadionnavnet. Blandt andet fik nye beboere i Bo42 et års gratis medlemskab i RIK og fri adgang til fodboldkampe og andre RIK-arrangementer.

– Det var en fantastisk aftale for rigtigt mange mennesker, så jeg er selvfølgelig ærgerlig nu, siger Benny Pedersen.

Viking Fodbolds bestyrelse mener, at "fornuften sejrede", skriver Viking Fodbolds bestyrelse i en pressemeddelelse.

– Med dagens melding håber vi nu, der kan falde ro over sagen, skriver Viking Fodbold.

Viking Fodbold havde ønsket, at BRK ville afvise muligheden for at sælge et navnesponsorat til idrætsfaciliteter med flere brugere, men det ønske har koncerndirektøren ikke efterkommet. Det vil således være muligt for begge klubber at sælge stadionnavnet til en anden sponsor, så længe "Rønne Stadion Nord" indgår i navnet.