NOTITS / KULTUR / 17. AUG • 11:01

Femte år i træk for Nyker Pensionistforening

Femte år i træk for Nyker Pensionistforening
Frokosten blev indtaget på Abbekås Hav. Menuen stod på ovnbagt laks med dildstand af kartoffelmos og citronsovs. Foto: Nyker Pensionistforening

Det er efterhånden blevet en fast tradition for Nyker Pensionistforening at tage på tur til Sverige.

I år var det femte gang, foreningen sejlede afsted mod det sydsvenske. Det skete fredag 14. august til stor glæde for medlemmerne. Nyker Pensionistforening rullede fredag morgen afsted fra Nyker Forsamlingshus og spiste morgenbuffet på færgen i samlet flok. Første stop på turen var Ales Stenar ved Kåseberga, der er en stenskibssætning med 59 store stenblokke. Skibssætningen er 67 meter lang og blev rejst for mere end 1.400 år siden.

Efter at have nydt udsigten fortsatte Nyker Pensionistforening til næste stop på dagsturen, nemlig frokosten. Den blev indtaget på Abbekås Havn. Snakken gik lystigt og blev afsluttet med en kop kaffe, før turbussen kørte videre mod Ystad Dyrepark.

Besøgets højdepunkt var ifølge formanden, Sven-Erik Sørensen, at se fodringen af de tre servaler, som parken er stolte af. Servalen er medlem af kattefamilien og kan veje op til 18 kilo.

Inden turen gik mod Bornholm igen, blev der tid til både Irish coffee og en tur i supermarkedet Willys.

På færgeturen hjem var medlemmerne trætte, men flere gav udtryk for, at de allerede var klar til en ny tur næste år.








FÅ ABONNEMENT