NOTITS / KULTUR / 1. AUG • 15:32

Estisk besøg imponerer i Listed

Estisk besøg imponerer i Listed
Foto: Annely Õun og søn fik tak og blomster for at komme den lange vej til Bornholm af Baltisk Bros næstformand Monika Ârmus (til højre). Foto Jens Stubkjær

Galleri Baltisk Bro i Listed kunne fredag eftermiddag byde på fernisering af en udstilling af kunsthåndværk i virkelig stor størrelse fra den estiske venskabsø Saaremaa.

Da parret bag galleriet, Rigmor og Helge rejste til Saaremaa i 2024 mødte de Annely Õun og blev så fascineret af hendes eventyrlige og farverige patchworkarbejder, at de valgte at invitere hende til denne udstilling.

– Patchwork er en meget gammel estisk tradition, fortæller Annely Õun.

– Min passion for patchwork har fulgt mig i næsten 40 år. Forskellige tekstiler, farver og teknikker forenes i min kreative proces og antager gradvist en organiseret og karakteristisk form. Jeg nyder at skabe både store tæpper og mindre dekorative og funktionelle tekstil stykker.

Hun har overladt et hjørne af sin udstilling til sin søn Riido Õun, der er en alsidig designer og illustrator.

Han viser, hvordan han kan forvandle Østers-affald fra restauranter til eksempelvis kander.

Annely Õun forklarede om betydningen af de store tæppers farver og figurer og deres relation til naturen på Saaremaa.

Foto: Annely Õun forklarer om symbolikken i et af hendes store patchworkarbejder. Foto Jens Stubkjær
Foto: Annely Õun forklarer om symbolikken i et af hendes store patchworkarbejder. Foto Jens Stubkjær

Kunstneren og hendes familie havde medbragt lækkerier fra Saaremaa og galleriet bød på både kaffe og hjemmebag, mens Fritz Madsen spillede Saaremaa-valsen.

Udstillingen er et led i Baltisk Bros arbejde med mellemfolkelig forståelse mellem Saaremaa og Bornholm som begyndte med udveksling af kunst og kunstnere tilbage i 1990.

Den kan opleves i galleriet i Listed hver dag frem til den 23. august.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT