En 41-årig mand blev mandag idømt en enkelt uges varetægtsfængsling. Det skete på et retsmøde bag dobbelt lukkede døre.
I løbet af søndagen anholdt Bornholms Politi en person, og sagen er efter anklagemyndighedens opfattelse af en sådan karakter, at den anholdte bør spærres inde under politiets efterforskning.
Men hvad sagen nærmere drejer sig om, ønsker Bornholms Politi foreløbig ikke at oplyse, det oplyser dog til Tidende, at sagen omhandler en 41-årig mand, som er blevet idømt varetægtsfængsling i en uge.
Hvorvidt manden har bopæl på Bornholm, et andet sted i Danmark eller i et helt andet land ønsker politiet imidlertid ikke at oplyse.
Politikredsen oplyste mandag ved middagstid til Ritzau, at anklagemyndigheden ville komme med en begæring om dobbeltlukkede døre ved det grundlovsforhør i sagen, som blev afholdt i Retten på Bornholm mandag eftermiddag.
Lukkede døre er forholdsvis almindeligt og betyder, at de foreløbige oplysninger fra politiets efterforskning ikke bliver fremlagt i et offentligt retsmøde.
Men sigtelsen - altså den konkrete mistanke, som politiet efterforsker - læses normalt op i et åbent retsmøde. Først derefter vil anklageren - eller forsvareren - komme med sin begæring om lukkede døre.
Indimellem ønsker anklagemyndigheden, at sigtelsen ikke kommer frem, og anmoder derfor retten om at lukke dørene allerede inden oplæsningen af denne. Det er det, som kaldes dobbeltlukkede døre.
Det kan kun ske, når det har afgørende betydning for politiets efterforskning eller har betydning i forhold til fremmede magter.
Ifølge Ritzaus oplysninger drejer sagen sig imidlertid om narkotikakriminalitet..