USA vil have Israel til at forklare seksårig palæstinensers død

16. APR 2024 • 23:04UDLAND

Seksårig pige tiggede i et omtalt telefonopkald redningsarbejdere om hjælp, før hun blev fundet død.

USA's udenrigsministerium vil have Israel til at fremlægge flere oplysninger i forbindelse med en seksårig palæstinensisk piges død i Gaza i januar.

Det oplyser talsperson for det amerikanske udenrigsministerium Matthew Miller på et pressemøde tirsdag, efter at avisen The Washington Post har bragt en artikel, der sår tvivl om Israels tidligere forklaring.

- Vi vil endnu en gang henvende os til den israelske regering og bede dem om flere informationer, siger Miller.

Det er tidligere kommet frem, at pigen var blevet fanget i en bil med sin familie, der tilsyneladende var blev dræbt af israelske styrker.

På et omtalt telefonopkald kan man høre, hvordan pigen tiggede redningsarbejdere om hjælp. I baggrunden kan man høre skudvekslinger.

Familiemedlemmer fandt liget af pigen sammen med hendes tante, onkel og deres tre børn i bilen 12 dage senere end det omtalte telefonopkald.

De blev fundet i nærheden af en ambulance og to døde redningsarbejdere, der havde prøvet at redde hende.

Israels militær har tidligere forklaret, at ingen af landets soldater var i nærheden af bilen ifølge en indledende efterforskning.

Tirsdag kom det dog frem i The Washington Post, at en anden efterforskning har vist, at pansrede køretøjer fra det israelske militær rent faktisk var til stede i området, hvor pigen og hendes familie døde.

Israel har ikke kommenteret de nye oplysninger.

Miller kalder pigens død for en "ubeskrivelig tragedie, der aldrig skulle have fundet sted og aldrig bør finde sted".

- Vi opfordrer fortsat til en fyldestgørende efterforskningen af hændelsen, siger Miller.

Repræsentanter for den amerikanske regering har tidligere oplyst, at de efterforsker flere hændelser, hvor civile i Gazastriben er kommet til skade eller er blevet dræbt.

Mindst 33.843 personer er blevet dræbt i løbet af krigen i Gazastriben ifølge områdets Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU