Fire personer meldes dræbt i missilangreb på ukrainsk havneby

29. APR 2024 • 21:17UDLAND

Et russisk angreb har ramt Odesa i det sydlige Ukraine mandag. Både huse og infrastruktur skal være ramt.

Et russisk missilangreb har dræbt fire personer og såret yderligere 28 i den ukrainske havneby Odesa, der ligger ud til Sortehavet.

Det oplyser Odesa-regionens guvernør, Oleh Kiper, på beskedplatformen Telegram, skriver Reuters.

Fire af de sårede har pådraget sig alvorlige skader.

Både beboelsesejendomme og infrastruktur skal være ramt i angrebet.

Forud for angrebet advarede Ukraines luftvåben om, at der var fare for et forestående angreb udført med et ballistisk missil.

På Telegram bekræfter Dmytro Pletentjuk, der er talsperson for Ukraines flåde, at et ballistisk missil har ramt byen. Der er tale om et missil at typen Iskander-M, som var udstyret med en klyngebombe.

Billeder, der er offentliggjort på forskellige platforme, viser ifølge Reuters, at der stiger røg op fra en bygning i Odesa tæt på havnefronten.

Ifølge den statslige tv-station Suspilne er en universitetsbygning blandt de bygninger, der er ramt i angrebet. Bygningens tag er næsten ødelagt, og lederen af institutionen, et jurafakultet, er blandt de sårede.

Uddannelseslederen er det tidligere fremtrædende medlem af Ukraines parlament Serhij Kivalov.

Angrebet finder sted mindre end en uge efter, at et russisk droneangreb 23. april sårede mindst ni personer - herunder fem børn - i Odesa.

Flere beboelsesejendomme blev ramt og brød i brand i forbindelse med angrebet på byen.

Samme dag blev Ukraines hovedstad, Kyiv, også angrebet af droner. Her var der dog ikke meldinger om tilskadekomne.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU