USA udfører tredje bølge af angreb mod Iran på en uge

UDLAND12. JUL 2026 • 01:58

USA retter ifølge centralkommando angreb mod Iran, efter at IRGC har angrebet et skib i Hormuzstrædet.

Det amerikanske militær udfører natten til søndag angreb mod Iran.

Det skriver den amerikanske centralkommando, Centcom, natten til søndag i et opslag på det sociale medie X.

Angrebene blev indledt klokken 01.15 dansk tid, fremgår det.

Det sker ifølge Centcom, efter at Irans Revolutionsgarde (IRGC) har angrebet containerskibet MV "GFS Galaxy" i Hormuzstrædet. Skibet sejler under cypriotisk flag.

- Et civilt besætningsmedlem er meldt savnet, og skibet kan ikke fortsætte sin rejse på grund af en brand om bord og omfattende skader på maskinrummet, skriver Centcom.

IRGC meldte lørdag aften ifølge iranske statsmedier, at det havde affyret varselsskud mod et skib, som ifølge revolutionsgarden benyttede en sejlrute, der ikke var godkendt af Iran.

Det er tredje gang, at USA udfører angreb mod Iran i denne uge.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT