USA har indgået historisk olieaftale med Venezuela
USA's oliereserver bliver ifølge Trump mere end fordoblet med ny aftale, som er indgået med Venezuela.
USA har indgået en større olieaftale med Venezuela.Det skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social.
Trump oplyser i opslaget, at USA gennem et partnerskab med private virksomheder har sikret sig kontrol over "en majoritet af mere end 65 milliarder tønder olie" af Venezuelas kendte oliereserver.
Det sker ifølge Trump uden omkostninger for de amerikanske skatteydere.
Trump kalder aftalen for "den største olieaftale i verdenshistorien".
- Den historiske aftale mere end fordobler USA's oliereserver, øger vores olieforsyning markant og vil sænke benzinpriserne betydeligt for alle amerikanere langt ud i fremtiden, skriver Trump på Truth Social.
Venezuelas fungerende præsident, Delcy Rodriguez, bekræfter i et opslag på det sociale medie X olieaftalen og kalder den også historisk.
- Den (aftalen, red.) indebærer en udbygning af 17 strategiske oliefelter med et påvist potentiale på 65 milliarder tønder olie, en investering på over 100 milliarder dollar og skatteindtægter på over 209 milliarder dollar til staten, skriver hun.
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, skriver på X, at aftalen vil sikre det venezuelanske folk knap 100 milliarder dollar i private investeringer og skabe tusindvis af arbejdspladser.
Siden USA i januar væltede Nicolás Maduro fra præsidentposten i Venezuela, har Trump-administrationen forsøgt at sikre en stabil strøm af venezuelansk råolie til amerikanske raffinaderier.
Trump-administrationen er under pres forud for midtvejsvalget i USA i år på grund af stigende benzinpriser. De er røget i vejret, siden USA og Israel indledte en krig mod Iran i februar.
Priserne kan muligvis falde gennem billigere olieforsyninger og øget produktion, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Venezuelas oliereserver er verdens største, og landet sidder på cirka en femtedel af verdens samlede reserver. Landet udvinder dog kun knap én procent af den olie, der udvindes på globalt plan.
USA og Venezuelas bånd er blevet tættere i kølvandet på militæraktionen i januar i Caracas, hvor Nicolás Maduro blev pågrebet af amerikanske styrker og taget med til retsforfølgelse i USA.
Efterfølgende blev vicepræsident Delcy Rodriguez indsat som fungerende præsident.
Trump har ikke lagt skjul på, at han med afsættelsen af Maduro vil give amerikanske selskaber adgang til Venezuelas olie.
RITZAU
