Ungarns præsident melder sig klar til at gå af

UDLAND19. JUL 2026 • 01:41

Ungarns premierminister, Péter Magyar, er glad for, at landets præsident har besluttet sig for at gå af.

Ungarns præsident, Tamás Sulyok, der er allieret med landets tidligere premierminister Viktor Orbán, vil underskrive en netop vedtaget forfatningsændring, der skal afsætte ham.

Det siger han ifølge nyhedsbureauet AFP i en video på Facebook.

Ungarns parlament vedtog ændringen mandag som led i den nye premierminister Péter Magyars indsats for at løsne Orbáns og hans allieredes greb om landet.

I videoen kritiserer Sulyok forfatningsændringen, men siger samtidig, at han ikke har nogen mulighed for at anfægte den.

- Jeg opfylder derfor min forpligtelse i henhold til grundloven, efter at jeg nøje har overvejet mine juridiske muligheder og min samvittighed, siger han.

Magyar vandt en jordskredssejr i april med løftet om det, han kaldte et regimeskifte, efter Orbáns 16 år ved magten. Han har beskyldt den upopulære præsident og andre højtstående embedsmænd for at være Orbáns nikkedukker.

Orbáns parti, Fidesz, arrangerede i sidste uge en demonstration, hvor de kritiserede forfatningsændringen for at være autokratisk.

Det er en anklage, der ofte blev rettet mod den tidligere nationalistiske leder under hans egen embedsperiode.

Nogle menneskerettighedsorganisationer har også kritiseret tiltaget, og Human Rights Watch udtaler, at ændringerne "minder om Fidesz-æraen".

Søndag vil være Sulyoks sidste dag på posten under den ændrede forfatning, eftersom hans mandat udløber ved midnat.

Magyar byder præsidentens beslutning velkommen og siger, at "den sidste forhindring for, at vores fælles beslutninger kan træde i kraft, er fjernet" med Sulyoks afgang.

Orbán siger imidlertid, at "den sidste barriere er faldet", og at "tyranni ikke længere er en trussel, men en realitet".

Ágnes Forsthoffer, parlamentets formand, står til midlertidigt at fungere som statsoverhoved, indtil parlamentet vælger en ny præsident inden for 30 dage.

Forfatningsændringen genindfører også en obligatorisk pensionsalder på 70 år for dommere i forfatningsdomstolen. Det vil tvinge domstolens præsident, Péter Polt, der anses for at være endnu en Orbán-allieret, til at fratræde.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT