Turister i badetøj evakueret fra græske strande efter skovbrande
Et flammehav nærmede sig sommerferiegæster på strande i Grækenland. De måtte komme væk via havet.
En række små både måtte torsdag evakuere knap 500 turister fra strande i det nordlige Grækenland på grund af kraftige skovbrande, som truede to populære ferieområder.Brandfly, helikoptere og flere end 200 brandfolk kæmpede torsdag i flere timer for at forhindre flammerne i at sprede sig over Halkidiki-halvøen syd for byen Thessaloniki.
Kraftig vind har gjort slukningsarbejdet vanskeligt.
Branden blev senere bragt under kontrol. To brandfolk kom til skade og er bragt til hospitalet, oplyser brandvæsnet.
Flammerne nærmede sig boliger omkring de populære ferieområder Siviri og Fourka, som er fyldt med sommerferiegæster. Området har mange letantændelige fyrretræer.
Grækenlands myndighed for civilbeskyttelse udsendte advarsler om evakueringer via telefon til personer i de to ferieområder.
Flere end 480 turister i badetøj, hvoraf mange bar på deres børn, blev evakueret ad søvejen i små både samt fartøjer fra kystvagten og brandvæsnet.
Evakueringerne var nødt til at foregå via havet, da flammerne nærmede sig strandene, oplyser en talsperson for brandmyndighederne.
Nogle af turisterne blev sejlet til nærliggende strande, mens omkring 200 turister blev bragt om bord på et skib, der lå og ventede længere ude på havet.
Det statslige tv-selskab ERT oplyser, at en tre kilometer lang mur af flammer, der nåede op til 30 meter i højden, nærmede sig ferieområderne.
Grækenland bliver årligt ramt af kraftige skovbrande. Ifølge eksperter stiger risikoen på grund af menneskeskabte klimaforandringer, som har gjort tørke og andre vejrfænomener mere ekstreme.
Tidligere i august omkom to personer i en helikopter-kollision i forbindelse med slukningsarbejdet ved skovbrande i Grækenland. En dansk pilot var blandt de dræbte.
RITZAU/AFP
