Trump drøfter nedgang i USA's turisme med rejsebranchen

UDLAND3. SEP 2026 • 01:20

USA har set fald i antallet af udenlandske turister. Udviklingen skal vendes, siger brancheorganisation.

USA's præsident, Donald Trump, har onsdag mødtes med ledere fra en række store rejsevirksomheder for at drøfte, hvordan man kan vende et fald i antallet af internationale besøgende til USA.

Blandt andet repræsentanter for luftfartsselskabet American Airlines, hotelkoncernerne Marriott og MGM Resorts og krydstogtkoncernen Carnival var inviteret.

USA's turisme fik denne sommer et stort, men midlertidigt løft fra Fifa's VM i fodbold. Udgifterne brugt på rejser til USA steg i juni med 6,2 procent sammenlignet med juni 2025 til 122,1 milliarder dollar.

Det svarer til 788 milliarder kroner.

Fifa rapporterede samtidig om det højeste tilskuertal nogensinde ved sommerens turnering.

Fra Trump lød det onsdag, at Fifa gav et stort økonomisk løft til de amerikanske værtsbyer.

- Det amerikanske luftrum var fyldt med fly og med en masse glade mennesker.

I juli er antallet dog faldet igen, rapporterer USA's handelsministerium.

Geoff Freeman, som står i spidsen for rejsebrancheorganisationen U.S. Travel Association, siger, at organisationen ønsker at øge antallet af udenlandske besøgende til 100 millioner om året.

Det vil være en markant stigning fra de 68 millioner, der besøgte USA i 2025. Her så man et fald på 5,5 procent sammenlignet med 2024.

- Lad os gøre USA til verdens mest besøgte destination. Det er Frankrig i dag, sagde Freeman.

Frankrig satte i 2025 rekord med 102 millioner udenlandske turister - heriblandt fem millioner amerikanere - hvilket var en stigning på 17 procent i forhold til 2024.

Rejsebranchen i USA har peget på en række faktorer, som menes at have medvirket til faldet i antallet af rejsende til USA.

Det gælder blandt andet lange ventetider på samtaler, der er del af visumansøgninger, højere flypriser, strengere immigrationspolitik, hævede toldsatser og amerikanske rejserestriktioner for visse lande.

Antallet af besøgende fra Canada faldt sidste år 20 procent. Det er sket, mens canadierne har kritiseret nye toldsatser fra Trump og hans opfordringer til at annektere landet, der er naboland til USA.

Dette har ramt særligt destinationer som storbyen Las Vegas og delstater, der ligger langs grænsen.

Antallet af turister til Las Vegas faldt i 2025 med 7,5 procent.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT