To elever mister livet i skoleskyderi i Filippinerne
Ifølge borgmester har to elever mistet livet efter skyderi på skole. Den ene er formodet gerningsperson.
To personer - heriblandt en formodet gerningsperson - har mistet livet i et skyderi på en uddannelsesinstitution i det sydlige Filippinerne tirsdag.Det melder embedsmænd i landet, skriver nyhedsbureauet Reuters tidligt tirsdag morgen dansk tid.
Situationen er efter skyderiet kommet under kontrol, lyder meldingen.
Hændelsen fandt sted på en skole, der hænger sammen med universitetet Ateneo de Zamboanga University i byen Zamboanga.
Nyhedsbureauet AFP beskriver universitetet som en katolsk privatinstitution.
Byens borgmester, Khymer Adan Olaso, siger til radiostationen DZMM, at begge de omkomne personer var elever på skolen.
En af dem var ifølge borgmesteren den formodede gerningsperson, der brugte det, han kalder et kraftigt skydevåben.
- En elev i 7.-klasse kom ind med et kraftigt skydevåben og en pistol af kaliber .45, siger Olaso ifølge AFP.
- På videoen kan vi se, at han først skød mod læreren, som sad ved et bord, lyder det med henvisning til en video, der er blevet delt af lokale medier.
- Det ser ud til, at han ramte ved siden af, hvorefter han gik ind i et andet lokale og skød en anden elev dér, som faldt om.
Ifølge borgmesteren ser det på videoen desuden ud til, at to andre personer blev såret. Det formodes, at eleven efterfølgende har taget sit eget liv.
Filippinsk politi siger ifølge Reuters - modstridende med borgmesterens melding - at den formodede gerningsperson gik i 9.-klasse.
Politiet siger også, at den anden omkomne var en dreng, der gik i klassen over gerningspersonen.
Universitetets rektor, Ernald Andal, bekræfter ifølge Reuters, at skyderiet ikke længere er i gang.
- På nuværende tidspunkt kan vi bekræfte, at der er to omkomne. Der er ikke længere nogen aktive skytter, siger rektoren.
Universitetet samarbejder med myndighederne og vil komme med flere oplysninger, efterhånden som de bliver tilgængelige, lyder det videre.
Skoleskyderier er sjældne i Filippinerne. I juni skete der dog en lignende hændelse på en skole i byen Tacloban City sydøst for hovedstaden Manila.
Her mistede mindst tre elever livet, mens omkring 20 andre blev såret, da to elever åbnede ild på skolen.
I juni blev tre teenagere dræbt, og 20 andre blev såret i et andet skyderi i det centrale Filippinerne.
Landet har strenge våbenregler. Der findes dog et stort sort marked for skydevåben.
RITZAU
