Teenager dropper retssag mod Meta om afhængighed af sociale medier
En teenager fra USA har allerede indgået forlig med flere selskaber i en sag om afhængighed af sociale medier.
Blot få dage før en retssag mod Meta stod til at gå i gang, har teenageren bag søgsmålet droppet sagen.Det oplyser advokaten til den 15-årige dreng, der i medierne bliver omtalt som RKC, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Oprindeligt sagsøgte teenageren, der kommer fra Florida, fire platforme i sagen, der handler om afhængighed af sociale medier.
Det gælder Googles YouTube, Metas Instagram, Snap Inc.'s Snapchat og ByteDances TikTok.
Allerede i juni indgik både YouTube og TikTok dog forlig, mens Snapchat mandag ifølge Bloomberg indgik et foreløbigt forlig.
Ifølge retsdokumenterne begyndte RKC at bruge sociale medier, da han var omkring otte år gammel.
Drengen siger, at han herefter blev afhængig af dem, mistede søvn og led af depression og angst.
- I lyset af det overordnede succesfulde resultat af sagsanlægget og hans bekymring om at skulle udholde en opslidende uger lang retssag har han valgt at trække sine krav mod Meta, siger RKC's advokat i en erklæring.
RITZAU/Reuters
