Nepal og Kina genoptager redningsindsats under fornyet frygt

UDLAND28. AUG 2026 • 11:12

Sø i grænseområde skaber uvished i Nepal og Kina. Redningsindsatsen er genoptaget efter pause.

En sø dannet af et jordskred ved grænsen mellem Kina og Nepal begyndte fredag at flyde over, hvilket skaber risiko for nye oversvømmelser i det katastroferamte område.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Folk er søgt op i højderne i Nepal. Her kom der meldinger om, at den var gået over sine bredder. Begge lande indstillede midlertidigt redningsindsatsen.

Men senere har både Kina og Nepal genoptaget redningsindsatsen, oplyser myndigheder på begge sider af grænsen ifølge Reuters.

For to dage siden blev grænseområdet ramt af pludselige og meget voldsomme oversvømmelser efter et gletsjerkollaps.

Fredag skaber situationen med søen igen uvished og forhøjet alarmberedskab.

Men kinesiske statsmedier melder senere fredag om "en gradvist aftagende" risiko fra søen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det bekræftede dødstal i Nepal er fredag oppe på 489 efter onsdagens oversvømmelser, skriver BBC. Men mange savnes fredag fortsat.

I Tibet er der fem bekræftede døde og 558 savnede, oplyser de kinesiske myndigheder.

Gletsjerkollapset skabte onsdag en styrtflod af sten, is, mudder og andre materialer, som blev sendt gennem flodsystemer i Himalayabjergene.

I kølvandet på den voldsomme hændelse blev der skabt en dæmning af materiale fra gletsjerkollapset - og det skabte en sø, som altså nu bliver fulgt tæt.

Kina har sat et ingeniørhold til at overvåge søen fra luften, og der er skabt 3D-modeller af den.

Fredag har søen været oppe på en størrelse på 2,5 millioner kubikmeter vand, skriver Reuters. Torsdag blev den anslået til en størrelse på 1,5 millioner til 2,0 millioner kubikmeter vand.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT