Rusland indfører forbud mod eksport af diesel
Ukraine har angrebet russiske olieanlæg, og Rusland indfører diesel-eksportforbud og vil importere brændstof.
Russerne er bekymrede over manglen på brændstof ved tankstationerne.Det siger Ruslands vicepremierminister, Alexander Novak, under et regeringsmøde onsdag, der bliver transmitteret på tv.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I samme ombæring fortæller vicepremierministeren, at Rusland samme dag har indført et forbud mod eksport af diesel og også vil begynde at importere brændstof i juli.
Tiltagene skal "stabilisere situationen", lyder det fra Novak ifølge AFP.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, erkendte i slutningen af juli, at der er "en vis mangel" på brændstof i Rusland, efter at Ukraine har formået at angribe olieanlæg dybt inde i Rusland.
- Når det gælder angreb mod kritisk infrastruktur generelt og energiinfrastruktur i særdeleshed, så skaber disse angreb på vores infrastrukturanlæg naturligvis problemer. Det er indlysende, sagde Putin dengang ifølge Reuters.
Ved regeringsmødet onsdag siger Putin dog, at Ruslands energisystem er "et af de stærkeste i verden" på trods af, hvad han beskriver som "fjendens forsøg på at skade økonomien", skriver nyhedsbureauet.
Rusland, der er en af verdens største olieproducenter, har allerede indført restriktioner på brændstofsalget på tværs af landet.
Det betyder, at de russiske indbyggere må vente i lange køer for at få tanket. I enkelte tilfælde er der et loft over, hvor meget benzin den enkelte kunde kan købe.
Ved tankstationer i Ruslands hovedstad, Moskva, fortalte flere lokale i slutningen af juni om køer på op mod halvanden time, skrev AFP dengang.
Uden for hovedstaden er situationen langt værre.
Værst står det til på den annekterede Krimhalvø, hvor benzinsalg til private er forbudt. Myndighederne har erklæret manglen som en "nødsituation" på halvøen.
RITZAU
