Rekordstort areal er brændt ned under naturbrande i Frankrig
Naturbrande i det sydvestlige Frankrig er de mest omfattende brande, som hidtil har ramt landet.
Næsten 1000 kvadratkilometer er brændt ned under den seneste tids naturbrande i Frankrig.Det er en "historisk rekord", oplyser Frankrigs indenrigsminister, Laurent Nunez, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Helt præcis er 980 kvadratkilometer brændt ned. Det svarer til knap to gange Bornholms areal.
Brandene hærger departementerne Landes og Gironde i det sydvestlige Frankrig og har ført til evakuering af titusindvis af mennesker.
Fredag oplyste Laurent Nunez, at 140.000 personer på daværende tidspunkt var blevet evakueret.
Men siden er yderligere næsten 30.000 blevet evakueret, så det samlede antal evakuerede lørdag er 167.000, fortæller den franske indenrigsminister.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har beordret 1000 soldater til området omkring storbyen Bordeaux, der ligger i departementet Gironde, for at hjælpe brandfolk med slukningsarbejdet.
Samtidig har hans regering sendt et militært transportfly af typen A400M til det sydvestlige Frankrig for at hjælpe mindre fly med brandslukningen.
Det pågældende fly er blevet ombygget, så det kan flyve med og frigive 20 ton brandhæmmende stoffer til brug ved naturbrande.
Klargøring og test af flyet er kun lige blevet afsluttet.
Det er ikke kun militæret, men også brandvæsnet i Paris, der bistår brandfolkene i det sydvestlige Frankrig.
Lederen af brandvæsnet i Paris har således lørdag meddelt, at 100 brandfolk fra den franske hovedstad bliver sendt til det sydvestlige Frankrig.
I forvejen har Paris sendt 45 brandfolk og seks brandbiler til området.
Derudover får Frankrig hjælp fra flere EU-lande.
Det samme gælder nabolandet Spanien, som også er hærget af omfattende naturbrande efter en sommer med flere hedebølger og meget tørt vejr.
Her er det områder vest for Madrid, der er ramt.
45.000 mennesker er blevet evakueret på grund af brandene i Spanien, mens mindst 20.000 har fået besked på at blive indenfor på grund af røgen, oplyser det spanske indenrigsministerium ifølge AFP.
Brandene vest for Madrid har nedbrændt i alt 250 kvadratkilometer.
RITZAU
