Regeringen i Tjekkiet vil forbyde mobiltelefoner i skolerne

UDLAND21. JUL 2026 • 20:08

Mobiltelefoner vil ifølge forslag ikke kun blive forbudt i undervisningen, men også i frikvartererne.

Regeringen i Tjekkiet har godkendt et lovforslag, der skal forbyde mobiltelefoner i skolerne.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Lovforslaget, der blev godkendt mandag, skal dog også have grønt lys i parlamentets to kamre. Sker det, vil det træde i kraft 1. september 2027.

I så fald vil også andre elektroniske kommunikationsenheder, herunder smartwatches, være omfattet.

Derudover vil forbuddet ikke kun gælde i undervisningen, men også i frikvarterer, når der afholdes frokost samt i skolefritidsordninger.

Det vil desuden omfatte alle årgange i den niårige obligatoriske grundskole.

Tilhængere af forslaget mener, at det vil hjælpe eleverne med at fokusere i undervisningen og mindske mobning, der foregår på sociale medier og beskedplatforme.

Mange oppositionspolitikere har dog afvist forslaget og mener, at skolerne i stedet burde lære børn, hvordan man bruger digital teknologi på en ansvarlig måde, og udbyde tablets landet over, skriver dpa.

Nyhedsbureauet Reuters har også tidligere omtalt regeringens ønske om at forbyde mobiltelefoner.

Her fremgår det, at der kan være undtagelser, for eksempel grundet sundhedsrelaterede årsager, eller hvis skolerne tillader at bruge mobiltelefoner til uddannelsesmæssige formål.

Forslaget kommer efter andre landes tiltag, der skal begrænse børns brug af sociale medier eller mobiltelefoner.

I juni fulgte Polen lande som Holland, Sydkorea og Italien ved at forbyde smartphones i skolen grundet bekymringer om deres indvirkning på elevernes koncentration og adfærd, skrev Reuters.

Det er uvist, hvornår det tjekkiske parlaments to kamre skal stemme om lovforslaget.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT