Oasis annoncerer ny turné og udelader igen Danmark
Oasis vender tilbage på landevejene i 2027 med 37 nye koncerter. Dog ikke i Danmark.
Det britiske rockband Oasis annoncerer 37 nye koncerter i forbindelse med en ny turné, der løber af stablen i 2027.Det skriver det amerikanske medie Rolling Stone.
På turnéen, der er døbt Oasis Live' 27, vil brødrene Liam og Noel Gallagher slå vejen forbi både USA og Europa.
De første koncerter i rækken finder sted i Glasgow i Skotland med fem optrædener på fodboldstadionet Celtic Park.
I en pressemeddelelse oplyser bandet ifølge mediet, at turnéen vil bestå af en lang række nye spillesteder sammenlignet med den populære genforeningsturné, der blev skudt i gang i 2025.
Danmark er ikke en del af den annoncerede turné, som det også var tilfældet med den forrige turné.
Koncerterne afvikles fra slutningen af maj og frem til september.
I Europa vil Oasis blandt andet spille i storbyer som Barcelona, Amsterdam, Paris og Rom.
Billetter vil kun være tilgængelige for fans, der har forhåndsregistreret sig via bandets hjemmeside, skriver Rolling Stone.
Registreringen skal senest ske 17. september, hvorefter udvalgte fans vil få adgang til at købe billetter.
Det oplyses ikke, hvilket prisleje billetterne ligger i.
Oasis har solgt millioner af album verden over og er kendt for hits som "Wonderwall", "Don't Look Back in Anger" og "Supersonic".
Oasis blev dannet i 1991, men blev opløst i 2009 som følge af personlige og professionelle uoverensstemmelser mellem brødrene.
15 år senere meddelte Gallagher-brødrene dog, at de havde begravet stridsøksen og gendannet bandet.
Siden har de spillet en stor genforeningsturné sidste år, ligesom at bandet skildres i en spritny dokumentarfilm med titlen "Oasis: Don't Look Back in Anger".
RITZAU
