Norsk flyvelederstrejke kan lukke Oslos lufthavn i fem timer
Fredag gik norske flyveledere i strejke. Fortsætter det, kan lufthavn i Oslo blive lukket i fem timer søndag.
Søndag kan lufthavnen i Oslo, Gardermoen, blive helt lukket for flytrafik i fem timer, hvis strejken blandt de norske flyveledere fortsætter som nu.Det oplyser det statslige selskab Avinor, der står for at drive en række lufthavne i Norge, ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Lukningen vil i givet fald være mellem klokken 06.30 og 11.30 søndag. Men der må forventes yderligere aflysninger og forsinkelser dagen igennem, lyder det.
Strejken blandt flyvelederne i Norge blev indledt fredag, og allerede lørdag giver den forsinkelser og aflyste fly.
Ifølge det norske medie NRK er der foreløbigt aflyst 14 afgange lørdag. Alle aflysningerne er fly, som opereres af SAS.
Over for NTB understreger Øystein Schmidt, der er pressechef hos SAS, at SAS ikke har nogen direkte indflydelse på strejkens udfald, men at den desværre vil føre til forstyrrelser i flytrafikken.
Foreløbigt er 12 flyveledere taget ud i strejken. De arbejder i Gardermoen, i områdekontrollen i Vestlandet og i lufthavnen i Bergen, Flesland.
Norsk Flyvelederforening har ifølge NTB varslet, at man vil optrappe strejken tirsdag. Her vil yderligere otte flyveledere, som arbejder i Tromsø, Bodø, Stavanger og Gardermoen, blive taget ud i strejke, lyder det.
Flyveledernes arbejdsgiver, Spekter, har ifølge NRK kaldt strejken helt uforståelig og henvist til, at flyveledere er blandt de bedst betalte grupper i Norge.
Ifølge NRK afviser flyvelederne, at strejken handler om løn. De henviser i stedet til, at det handler om pauser og såkaldte livsfasepolitikker.
Det er personalepolitikker, som tager hensyn til, at de ansatte er forskellige steder i deres arbejdsliv.
Flyvelederne har ifølge NTB varslet, at man vil prioritere redningsopgaver, ambulancefly og politiets og forsvarets flyvninger under strejken.
RITZAU
