Norges konge er fortsat på hospitalet

UDLAND21. AUG 2026 • 14:23

I næste uge vil det norske kongehus udsende en ny sundhedsopdatering om landets konge, der er indlagt.

Norges monark, kong Harald, er fortsat indlagt på Rigshospitalet i landets hovedstad, Oslo.

Det skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse kort efter middag fredag.

Her lyder det videre, at der vil komme en ny sundhedsopdatering vedrørende kongen i næste uge.

Imens varetager tronarvingen, kronprins Haakon, hvervet som regent.

Det oplyses desuden, at kong Harald som følge af indlæggelsen ikke kommer til at deltage i et planlagt besøg i landsdelen Trøndelag.

I stedet bliver det hans hustru, dronning Sonja, som deltager i besøget.

Det norske kongehus oplyste mandag, at landets 89-årige monark var blevet indlagt efter en lægeundersøgelse.

I ugerne inden indlæggelsen har kong Harald været behandlet med kortison for blodsygdommen hæmolytisk anæmi, og det har medført væskeansamling i kroppen.

Hæmolytisk anæmi er ifølge sundhed.dk en tilstand med nedsat levetid for røde blodlegemer. Kan kroppen ikke kompensere for tabet af blodcellerne, kan det medføre blodmangel.

Blandt symptomerne er træthed, svimmelhed og hjertebanken.

Det er anden gang i år, at det norske kongehus oplyser, at landets monark er blevet indlagt på hospitalet.

Tre dage efter sin 89-års fødselsdag 21. februar blev kong Harald indlagt på et hospital på den spanske ferieø Tenerife, hvor han var på et privat ophold med dronning Sonja.

Her modtog han behandling for en infektion i benet og for dehydrering.

Kongens livlæge, Bjørn Bendz, rejste i den forbindelse til Tenerife.

- Når personer på næsten 90 år indlægges med en infektion, er det alvorligt. Det er vigtigt, at vi får et godt overblik og kontrol over kongens helbred, inden han udskrives - selv om hans tilstand nu er stabil, sagde livlægen i en pressemeddelelse fra det norske kongehus.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT