Mindst 472 mennesker er omkommet i katastroferamte Nepal og Tibet
Dødstallet efter onsdagens voldsomme oversvømmelser bliver ved med at stige. Flere lig er fundet i Nepal.
De ødelæggende oversvømmelser i Nepal og Tibet har kostet mindst 472 mennesker livet.Dødstallet i Nepal er steget til mindst 469, oplyser nepalesisk politi fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kinesiske statsmedier har tidligere bekræftet tre dødsfald i Tibet, hvilket bringer det samlede antal omkomne op på mindst 472.
Flere end 1400 mennesker er fortsat savnet - heriblandt hundredvis af udenlandske turister.
Flere var på vandretur i Himalaya-området, da en mur af vand og mudder kom buldrende gennem floddalen Lhende Khola i det nordlige Nepal og rev boliger, broer og køretøjer med sig.
Flere landsbyer er blevet opslugt af vandmasserne.
Katastrofen er blevet beskrevet som en tsunami inde i landet, skriver AFP.
Ifølge USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) blev katastrofen udløst af en gletsjer, der kollapsede i Himalaya forud for jordskreddet.
Ifølge AFP har klimaforandringer fået gletsjere verden over til at smelte, og det øger risikoen for oversvømmelser fra gletsjersøer og sammenbrud af gletsjere.
De kinesiske myndigheder advarer fredag om risikoen for nye oversvømmelser. Onsdagens enorme mængder af mudret vand har skabt en kunstig sø, som risikerer at vokse sig større på grund af regnvejr de næste dage.
Advarslen kommer, mens redningsarbejdere er i fuld gang med at lede efter de mange savnede.
De kinesiske myndigheder har ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua mobiliseret næsten 800 redningsarbejdere samt sporhunde, speedbåde, satellitter og droner.
Den nepalesiske hær oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man forsøger at redde 100 mennesker, der er fanget i en tunnel ved et vandkraftværk. 350 mennesker er allerede blevet reddet fra området, lyder det.
Mens redningshold gennemsøger bjergområderne for overlevende, haster familier fra hospital til hospital i et desperat håb om at finde deres kære.
RITZAU
