Iran: USA har angrebet tankskib nær olieøen Kharg

UDLAND8. SEP 2026 • 22:31

Irans Revolutionsgarde vil bombe skibe med amerikanere om bord i Bahrain og Kuwait efter angreb på tankskib.

Et amerikansk missil har ramt et iransk tankskib nær den iranske olieø Kharg.

Det skriver iranske medier ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Ingen personer er kommet til skade i angrebet, som fandt sted godt seks kilometer fra øen, skriver det iranske nyhedsbureau Tasnim.

Den statslige iranske tv-station Irib melder også om et angreb på en olietanker nær byen Jask.

Irans Revolutionsgarde siger, at angrebet vil blive gengældt. Revolutionsgarden vil angribe skibe med amerikanere om bord, som ligger til kaj i Kuwait og Bahrain, skriver Reuters.

Amerikanske styrker angreb lørdag tre iranske olietankskibe, oplyste det amerikanske militærs centralkommando, Centcom.

Et af skibene blev angrebet ud for øen Kharg, som er et vigtigt iransk knudepunkt for olieeksport. Angrebene fulgte angreb fra Irans Revolutionsgarde på amerikanske krigsskibe i regionen.

Angrebene kommer, efter at USA har sagt, at det arbejder på at presse Iran økonomisk. USA har blandt andet blokeret iranske havne og fortsætter med at true med militære angreb.

USA og Israel indledte den 28. februar en større krig mod Iran. Som modsvar har Iran angrebet adskillige mål i landene omkring Den Persiske Golf og lukket for en stor del af skibstrafikken i Hormuzstrædet.

Oliepriserne verden over er røget i vejret efter lukningen af den maritime flaskehals.

Hormuzstrædet ligger mellem Iran mod nord og De Forenede Arabiske Emirater og Oman mod syd og forbinder olieproducerende lande i regionen med resten af verden.

Strædet har stor betydning for verdens oliehandel. Omkring en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer gennem strædet.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT